Blog Image

Asser Skude

Ottende søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 06 Jul, 2019 12:25:05

Evangelium til søndag den 11. august 2019
Jesus sagde: “Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.
Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”
Matt. 7,15-21
– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

– De falske profeter

Evangeliet i dag er primært en advarsel. En advarsel imod de falske profeter og en advarsel imod at blive som de falske profeter. De falske profeter er netop karakteriseret ved deres falskhed: De er ikke til at kende på deres ydre, de rummer noget andet, end de giver sig ud for at være.

De er camoufleret, og mistanken falder ikke i første omgang på dem. Tag dog ikke fejl, netop derfor er farlige og som glubske ulve i fåreklæder: Måske foregiver de at have den rette lære, måske vil de fortælle om Gud og Guds vilje. Imidlertid er deres dagsorden ikke Guds ord, derimod deres egen falske lære.

Jesu advarsel imod de falske profeter er gennem tiden blev brugt flittigt. Ikke mindst af kirken og af dens egne folk. Især har man anvendt denne anklage imod dem, som man har villet til livs, f.eks. imod såkaldte “kættere”, som i middelalderen blev jagtet af kirkens berygtede inkvisition.

Imidlertid dagens evangelium ikke tænkt som en løftestang til at pege fingre og finde prygelknaber. Det er ikke Jesu intention at pege fingre eller hænge folk ud. Således heller ikke i dagens evangelium, som er en del af den såkaldte “Bjergprædiken”. Her introducerer Jesus en ny lov, nemlig kærlighedens lov. En lov, som går imod alle tidligere konventioner og menneskelige bud.

I “Bjergprædikenen opfordrer Jesus bl.a. til kærlighed til de fremmede og anderledes. Jesus opfordrer ligefrem til, at man beder for sine fjender. Det handler om at elske, i stedet for at fordømme.

Dagens evangelium kan derfor heller ikke være en opfordring til at gøre sig til dommer over de, som ikke ligner en selv. Et andet sted siger Jesus: “Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. Det mål I måler med, skal I selv måles med…Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?”, evangelium fra fjerde søndag efter Trinitatis.

I dagens evangelium sammenlignes den afsluttende verdensdom med bonden, der gør sin høst op: Ligesom bonden, der høster frugten, når tiden er inde, vil Gud på den afsluttende dom: Først ved høsten vil det blive afgjort, hvem der har båret gode frugter, og hvem der ikke har. Ikke før høsten er i hus kan den vurderes og gøres op, findes god eller dårlig.

Derfor kan ingen mennesker på forhånd eller med nogen form for sikkerhed udtale sig om udfaldet. Selv nogle af de mennesker, der måtte føle sikre på, at de står på sikker grund vil blive afvist på den yderste dag. Det advarer Jesus om, når han siger: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”.

Derfor bør enhver kristen tøve med at fare frem med bål og brand. Derfor bør enhver kristen tøve med at fælde dom over sig selv og andre. Fælde dom er noget, som kun falske profeter giver sig af med. Nej, lad i stedet frugterne tale deres tydelige sprog. På frugterne skal Guds børn kendes.

De frugter er kærlighedens gerninger, dvs. handlinger i forhold til Gud og næsten, hvor mennesket øver gode gerninger: Nærvær, støtte, omsorg osv. Det modsatte af falskhed og overfladiskhed, men ægte og oprigtig hengivenhed i forhold til Gud og næsten. Ikke gjort for at ophøje sig selv, men fordi det er menneskets fornemste opgave at søge at forblive i kærligheden – både til Guds og næsten.

1. Johannes’ brev kapitel 4, vers 7 ff.: “Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.”

Guds børn skal gøre kærlighedens gerninger. Det er lysets gerninger og ikke mørkets gerninger. Det hjælper ikke for et menneske at kaste om sig med floskler og store ord, hvis der ikke er handling bag. Ellers er det falskhed og hykleri, og det lige netop det, som Jesus vil til livs. Falskhed og hykleri er det som de falske profeter giver sig af med.

Hvad nytter det, at nogen påkalder Guds navn, og siger de elsker Gud, og ikke følger Guds bud om at elske næsten som sig selv? Ligesom 1. Johannes’ brev kapitel 4, vers 20 ff. formaner: “Hvis nogen siger: “Jeg elsker Gud,” men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”

Elsker nogen ikke deres næste, og kun elsker sig selv og Gud. Så er kærligheden ikke rettet imod verden, men væk fra verden. Da risikerer menneskene at ende som verdensfjerne og selvoptagede utopister.

Det må være det, Jesus advarer imod og vil holde mennesker fast på: At enhver kigger på frugterne af sine egne gerninger. Vil nogen blive i Gud, skal det menneske blive i kærligheden, for Gud er kærlighed. Vil nogen blive i Gud, må det gøre kærlighedens gerninger – søge at elske næsten og Gud – af hele sin styrke, hele sin sjæl og sin næste som sig selv. (det dobbelte kærlighedsbud)

At mennesket skal elske Gud og næsten – som sig selv – er ikke det samme som at så kan mennesket derved gøre sig fortjent til frelsen. Uanset hvor mange gode kærlighedsgerninger og uanset, hvor meget godt det menneske har gjort og elsket, er og bliver ethvert menneske af natur optaget af sig selv og kan ikke frelse sig selv derved.

Skulle noget menneske alligevel bilde sig ind at kunne frelse sig selv ved egen kraft, fordi det mener, at det til hver en tid har overholdt Guds love og bud, da ville det menneske opføre sig som ignorant – ikke alene indbildsk og naiv, ukritisk og selvfed i sine betragtninger om dets egen formåen.

Ethvert menneske må komme til den selverkendelse, at det slet intet formår af egen kraft. Og ethvert menneske må vel indse – at uanset hvor mange gode gerninger det præsterer, vil det ikke tilstrækkeligt til alene derved at fortjene frelsen. Alene dette er kun muligt i kraft af Guds overvældende nåde i Jesus Kristus.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 369 419 – 476 786

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



Syvende søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 06 Jul, 2019 12:22:59

Evangelium til søndag den 4. august 2019
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: “Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Da sagde Jesus om ham: “I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”
Luk 19,1-10

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992



Overvejelser forud for prædiken


– Zakæus

Dagens evangelium er en klassisk omvendelsesberetning: Jesus kommer og gæster et almindeligt menneske, en syndig mand. Og det sker i mandens eget hjem. Og manden omvender sig. Og selvom det ikke siges direkte er det nok hele Zakæus og hans familie og slaverne i husstanden der omvendes, dvs. Zakæus’ kone, børn og slaver. Hele husstanden omvendes i denne beretning. Hvorfor skulle Jesus ellers sige: “I dag er der kommet frelse til dette hus”. Zakæus er vel det som med et moderne udtryk betegnes som omstillingsparat. Zakæus har mod på forandring – hvorfor skulle han ellers kravle op i et træ? Zakæus opsøger situationen og er med et andet moderne udtryk proaktiv. Han gør en aktiv indsats og der følger konsekvenser. Jesus får øje på Zakæus oppe i træet. Det er Jesus, der siger, at han i dag vil gæste Zakæus i hans hus. Og Zakæus tager imod. Zakæus indser, at hans gamle liv er forkert, og han er villig til at forbedre sig: Det skal ikke længere kun handle om at tjene penge på sine medborgere. Nu vil Zakæus være mere retfærdig – både mod mennesker og mod Gud. Nu vil Zakæus give pengene tilbage til dem, som han har været urimelig mod og nu vil han fremover give større del af sin indkomst til de fattige.

Hvad Zakæus gør i dag er prisværdigt og modigt. Det kan enhver forstå. Og Zakæus’ omvendelse er et skoleeksempel på, at forandring til det bedre er muligt, og at det ikke er for sent.

Som teologen og filosoffen Søren Kierkegaard taler om, at det handler om at blive et selv, dvs. ikke være sig selv nok, men være tro mod sig selv, gøre sit liv op og at vælge at blive et selv. Det handler om at tage sit personlige ansvar op. Det er ikke lige meget, hvad man bruger sit liv til. Det gør en forskel om man sælger ud af sig selv og sine værdier, derved risikerer man at miste sig selv. Vores liv kræver så at sige, at vi vælger til og fra, og tager ansvar for vores valg og vælger den vej, vi skal gå.

Zakæus havde i sit gamle liv betalt en høj pris for sine valg: Han var tolder og levede af at indkræve penge fra sit eget fattige folk, og give skatterne videre til de rige romere – som ingenting selv betalte i skat. Romerne levede højt på strå – pga. de skatteindtægter, der kom ind fra de besatte (imperialiserede) områder i Romerriget (Imperium Romanum).

Zakæus selv var blevet en rig mand – i kraft af han gjorde det, han gjorde, i kraft af han havde valgt at forråde sine egne. Den udokumenterede anklage ligger imellem linjerne i dagens evangelium: At Zakæus som enhver anden tolder på den tid var korrupt og faktisk tog mere fra til sig selv end han behøvede.

Måske havde Zakæus ræsonneret som så, at hvis ikke han ikke var overtolder i Jeriko, var der bare end anden som fik hans arbejde, og så kunne han ligeså godt være korrupt, når nu alle andre toldere var berygtet for det.

Og selvom vi ikke hører det direkte, så var han nok ikke blevet spor lykkelig af alle de penge, og både romerne og hans eget folk foragtede ham. Måske var Zakæus til sidst kommet til at hade sig selv og sit liv. Så meget, at Zakæus ikke ville mere. Derfor var der alt at vinde og intet at tabe, siden Zakæus var parat til forandring

Der må have været noget særligt, der drev Zakæus op i figentræet for at få et glimt af ham, som han havde hørt så meget om. Og så skete det helt uventede, at Guds søn i stedet fik øje på ham. Og Guds søn insisterede på at komme ind i Zakæus’ hus. Guds søn var ikke bange for at mødes med denne forhadte lille mand, denne værnemager.

Måske så Guds søn endda ligefrem potentiale i Zakæus? Måske så Guds søn, hvad ingen andre så i Zakæus? Måske så Guds søn, at her var en ærlig synder, som ville omvende sig, hvis han fik chance? Og måske var det i sig selv nok til at Zakæus lod sig omvende – af bar forundring og forbløffelse over at få besøg af ham, som alle talte om? Og måske var det tilstrækkeligt for Zakæus, at der endelig var en person som kom i hans hjem og så ham, som den han var? At Zakæus blot var en helt ordinær person, en lille, almindelig mand, borger og jøde – på godt og ondt – som alle andre i den by, Jeriko. Kort sagt. Zakæus var en syndig mand – som alle andre – men med mulighed for at møde Guds søn og lægge sit liv om til det bedre.

Og selvfølgelig er det fantastisk, at Guds søn kommer til Zakæus og gæster hans hus. Mest fantastisk – er dog at Zakæus – ikke er mere rædselsslagen for at give sig selv en ny chance og komme videre. Zakæus er åben for, at han kan få et nyt liv, som han havde ønsket sig.

Nærmest som et barn, der er i leg – så åben var Zakæus for at hans liv kunne forandres. Nærmest naivt. Med et troskyldigt og naivt håb til fremtiden, tager Zakæus imod Guds søn.

Et sted siger Guds søn: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Sådan tænker jeg også at du og jeg må give os lov til at have den tro og det håb, til os selv og til Gud. At Gud også vil komme til os – selv hvis/når vi har svigtet os selv, og det vi tror på.

Måtte vi bede Gud give os mod til at gøre det, som vi længes efter. At Gud vil give os styrke til ikke at give op – hverken i forhold til os selv, hinanden eller Gud. At Gud vil give os mod til at kæmpe videre, stå op for det vi tror på, værne om hinanden, vores næste – fjern og nær.

At vi kan arbejde på den fælles sag: Nemlig Guds og menneskers sag. Den sag, som er, at Gud er kærlighed og har sendt sin egen søn til os for at fri os fra vores selvoptagethed og selvkærlighed, sådan at vi indser vi har brug for hinanden. Sådan at vi indser vi behøver Guds hjælp til at arbejde på vores egen og næstens bedste, Guds og menneskers sag. Ligesom den dag Gud kom og hjalp Zakæus til at omvende sig fra sin selvoptagethed – for at blive en bedre borger og bedre menneske – i Guds og menneskers øjne.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: Zakæus var tolderfuld 31 339 – 419 476 591

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



Sjette søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 06 Jul, 2019 12:19:24

Evangelium til søndag den 28. juli 2019
Jesus sagde: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt,at der er sagt til de gamle: “Du må ikke begå drab”, og: “Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.” Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”
Matt. 5,20-26.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken

– Lovens anden brug

Dagens evangelium er en del af Jesu mest berømte forkyndelse, nemlig den såkaldte “Bjergprædiken”. På mest elegante vis sammenfatter Jesus sin forkyndelse i “Bjergprædiken”: Ikke blot udlægger han den gamle lov, mens han samtidig er tro mod den gamle lov, Han nyfortolker den samtidig – for at bringe den nye lov: Ingen skal længere være tynget af den gamle lov og den udlægning, som farisæerne og de skriftkloge nærmest havde taget monopol på. I deres udlægning af loven kunne man få det indtryk at kun de selv er lovtro, retfærdige og fromme, men Jesus viser at farisæernes og de skriftkloges udlægning af loven er gammeldags og i bund og grund hykleri.

Sådan er den nye lov ikke. Den nye lov er radikal ny – og her altså radikal forstået i den latinske betydning “radix”, dvs. indtil roden noget nyt. Sagen er den, at virkelig retfærdighed over for Gud opnår intet menneske i kraft af egne præstationer. Det kan ingen være i tvivl om, som har hørt dagens budskab: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

I dagens evangelium viser Jesus ad absurdum, hvorledes den gamle lov gælder i alle livets forhold og ned til mindste detalje, således forstået at intet menneske formår at opfylde den gamle lov, end ikke den mest fromme og oprigtige farisæer eller skriftkloge: Jesus tager som eksempel den gamle lovs femte bud: Budet om ikke at slå ihjel. Det bud handler ikke om at undgå manddrab, for så er loven opfyldt. Nej, siger Jesus, budet omfatter selv den mindste tanke og omtanke for vores næste, så blot tanken om at volde hinanden ondt eller påføre smerte er forkert og imod Lovens brug.

Loven forpligter og lovens bud forpligter den enkelte på oprigtighed og ydmyghed – både i forhold til Gud og næsten. Ingen kan følge loven uden at have forstand og hjerte med – og der er ingen genveje eller ingen nemme løsninger – andet end grundreglen, som Jesus selv giver et andet sted, nemlig det dobbelte kærlighedsbud: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din styrke og hele din sjæl – og din næste som dig selv!”

Således er der mere indeholdt i den gamle lov end man måske skulle tro. Tager vi det femte bud igen: Budet om ikke at slå ihjel, så er det altså langt mere omfattende end at undgå manddrab. Ifølge Luthers Lille Katekismus betyder det bud, at ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi al legemlig nød”.

For Luther har loven to funktioner, også kaldet lovens første og anden brug. Gud er subjekt i såvel første som anden brug: I lovens første brug opretholder Gud gennem øvrigheden ydre offentlig ro og orden, dvs. mennesket forsøger at holde budene, som Gud har givet. Dels forsøger mennesker at overholde budene af frygt for straf, dels i håb om belønning. Lovens første brug frelser ikke menneskene og forandrer ikke menneskers natur, loven skænker mennesket og samfundet grænser og tryghed: Et samfund, hvor ingen i fredstid behøver bekymre sig for sit liv.

Lovens anden brug handler om, at Gud trænger ind i menneskers samvittighed og afslører menneskers ufuldkommenhed, dvs. syndige natur. I fortvivlelse over ikke at kunne overholde loven føres menneskene til at sukke efter Guds nåde. Og her er det, at evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus skal forkyndes: I kraft af Guds søn skænkes mennesket nåden ufortjent, på latin “gratis” – ikke ved menneskers velgerninger.

Sagt på en anden måde: Lovens anden brug gør mennesket opmærksom på dets syndige natur og dets rette plads i forhold til Gud: Mennesket vil ikke nogensinde gøre alt rigtigt og til rette tid – uanset om det menneske ønsker det nok så brændende eller ej. Det lader sig ikke gøre for mennesket at præstere tilstrækkeligt i forhold til loven. Mennesket er og bliver ufuldkomment. På denne vis er lovens anden brug: At hjælpe mennesket til at indse at det behøver Guds nådige hjælp.

Denne lovens anden brug er for mig at se, hvad Jesus appellerer til i dagens evangelium: Jesus vil, dels at ethvert menneske optræder så retskaffent og moralsk ansvarligt som muligt, dels at mennesket indser, at det ikke kan holde Guds bud ned i mindste detalje. Alt andet er indbildning, ligesom hedningerne og hyklerne, som tror de tilstrækkelige og retfærdige.

Netop i “Bjergprædiken”, som dagens evangelium er taget fra, berører Jesus de eksistentielle og religiøse forhold, som angår de fleste mennesker: Om irritation og vrede (dagens evangelium), om ægteskabsbrud, om at sværge, om at gengælde, om skilsmisse, bøn, almisse, faste mm. Jesus formaner enhver, som hører hans ord, om at man ikke må lade sine livskriser ødelægge sit forhold til næsten og Gud:

Den enkelte ikke bør lade sin vrede flamme op, ikke dømme eller fordømme, men til hver en tid forsøge at nå ud til og elske sin næste, ikke mindst den, som forbryder sig mod én. Jesus siger – kort efter dagens evangelium: “I har hørt, at der er sagt: “Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”

At du og jeg skal være fuldkomne, som vores himmelske fader er fuldkommen, kan vel udelukkende ske i kraft af Guds søn, der har gjort det muligt. Som apostlen Paulus formaner i dagens epistel: “Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus”. At vi bliver levende for Gud i Kristus Jesus betyder, at vi får skænket nåden ved ham og derved bliver frie – døde fra vores syndige natur og tilbøjeligheder, og frie til at tjene ham og være hans fromme og ydmyge tjenere. Sagt på en anden måde: Det er ikke i kraft af os selv, vi gør gode gerninger efter hans vilje, men det er fordi, han gør det med os.

I Confessio Augustana siger Melanchton i artikel 6 “Om den nye lydighed: “…denne tro bør bære gode frugter, og at man skal gøre de gode gerninger, der af befalet af Gud, på grund af Guds vilje, men ikke for at vi skal stole på ved de gerninger at fortjene retfærdiggørelse hos Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelse gribes ved troen, sådan som også Kristi stemme bevidner: “Når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: Vi er kun unyttige tjenere” Luk. 17.10. Det samme lærer også kirkefædrene. Ambrosius siger nemlig: “Dette er bestemt af Gud, for at den, som tror på Kristus, skal frelses uden gerning, ved troen alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse”.

Og videre i artikel 20 om tro og gode gerninger: “…det er nødvendigt at gøre gode gerninger, ikke så at vi stoler på ved dem at fortjene nåden, men på grund af Guds vilje. Kun ved troen gribes syndernes forladelse og nåden. Og fordi Helligånden modtages ved troen, fornyes nu hjerterne og antager et nyt sind, så at de kan øve gode gerninger…Heraf ses det let at denne lære ikke bør beskyldes for, at den forbyder gode gerninger, men langt snarere bør den prises, fordi den viser, hvordan vi kan gøre gode gerninger.”

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 754 397 598 – 612 449 695

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



Femte søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 06 Jul, 2019 12:17:44

Evangelium til søndag den 21. juli 2019
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” Men Simon svarede: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”
Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Luk 5,1-11

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Simon Peters fiskedræt

Dagens evangelium er den velkendte beretning om Jesu kaldelse af tre fiskere til at blive ‘menneske-fiskere’. Der er tale om fiskerne Simon, Jakob og Johannes, de sidste to også kaldet Zebedæus’ sønner.

Selvom det ikke siges direkte er det ikke utænkeligt, at denne kaldelse har fundet sted ikke langt fra den lille by Kapernaum, hvor Jesus har tilbragt det meste af sit voksenliv. Kapernaum kaldes ligefrem Jesu anden hjemby. I Kapernaum gør Jesus mange undere, bl.a. er der her Jesus helbreder Simons svigermor, jf. evangelisten Matthæus kapitel 8, vers 14.

Kapernaum har ligget ved Genezereths nordvestlige bred. Her på egnen talte folk aramæisk – og der har nok været et ordspil på den lokale dialekt mellem de folk, som boede der og de fisk, man fangede der: Dagens evangelium vil oversat til danske forhold svare til, at Jesus var bornholmer og havde henvendt sig til en lokal fisker og derpå havde sagt, at han ikke længere skulle fange bornholmersild, men bornholmere.

Jesus anvender humoren i sin forkyndelse: Han siger til Simon, Jakob og Johannes, at de skal fortsætte med at fiske, men nu skal de altså fiske mennesker. Og følgende er underforstået i det billedsprog, Jesus anvender i dagens evangelium: De tre nye disciple skal fiske mennesker, ligesom fiskere fisker efter fisk. I stedet for at kaste deres fiskegarn ud i søen, skal de sprede Guds ord, dvs. det glædelige budskab om Guds nåde ved hans søn Jesus Kristus, som er kommet til mennesker for at sone verdens synder. Og det er højst sandsynligt at de tre nye disciple vil blive succesfulde med deres fangst: Ligesom den glædelige fangst de gør i dagens evangelium – på Guds søns bud, skal de også tro at den fangst skal være glædelig og stor, når de skal hjælpe Guds søn med at fiske mennesker.

Det er ikke Jakob eller Johannes, som bliver husket for eftertiden, de kommer til at træde i baggrunden, og fokus kommer af flere grunde til at være på Simon: Dagens evangelium er bedst kendt som ‘(Simon) Peters fiskedræt’ og i kirkekunsten ofte afbilledet som sådan – med særligt fokus på Simon, der kaster garnet ud – på det ord, som Guds søn byder ham.

Hvad er det som gør, at Simon er bedst kendt og husket for eftertiden? Måske det forhold, at Simon er sympatisk: Simon er ærlig, ligefrem og spontan i sit møde med Guds søn. Og så er Simon også tillidsfuld: En selvstændig og voksen mand, der lytter til en fremmed, som afbryder ham i sit arbejde og byder ham at gøre anderledes.

Måske er det første gang Jesus møder Simon, måske ikke. Hvis det ikke er første gang er det lidt mere forståeligt, at Simon vælger at give så meget plads til Jesus: Dels får Jesus først lov at anvende Simons båd som en slags prædikenstol for skarerne, der er forsamlet inde på land, dels belærer Jesus, der ikke er fisker, Simon, der er fisker, hvordan han skal fiske!

Jesus må selv have kendt til fiskernes arbejde, i kraft af Jesus selv tilbringer det meste af sit voksenliv i Kapernaum – ikke langt fra søen. Mange af byens indbyggere har ernæret sig fra fiskeriet på søen. Jesus selv kommer fra nabobyen Nazareth. Nok er han ikke fiskersøn, han er tømrersøn, men mon ikke han forstår, hvordan man giver en fisker en ordre. Han siger selv til Simon: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”

Og Simon gør det! Simons garn fyldes med fisk, tilmed så mange at fangsten må fordeles over i båd nummer to, Jakobs og Johannes’s båd. Stadig er fangsten så voldsom at begge både er ved at gå ned under vægten. På sin egen hjemmebane er Simon så at sige spillet ud af banen: Normalt er det Simon, som afgør fangstmetode og praksis – og Simon burde vide, hvornår der fanges og hvornår der ikke fanges. Men i dag lærer Guds søn fiskeren Simon, hvordan man fisker!

Simon kan ikke forstå, hvad der sker – og hvem ville også kunne det – hverken dengang som nu. Det er et under – og uforklarligt. Og som reaktion herpå må Simon give op og overgive sig. Og sådan kan man se Simons reaktion, hvor han kaster sig ned på sine knæ foran Guds søn: Som en reaktion og en magtesløshed over for, hvad han har set med sine egne øjne: Et under, som intet menneske eller videnskab kan forklare. Et under at Guds søn er kommet til ham, som blot er en almindelig fyr med et almindeligt arbejde: “for jeg er en syndig mand”, siger Simon om sig selv.

Den dag på søen – på en ellers håbløs dag – bliver to både fyldt til randen med fisk: Hvad andet kan de tre fiskere gøre nu, end at opgive alt, hvad de kender i denne verden og overgive sig til ham, som har vendt op og ned på deres liv?

Og dagens under er tilstrækkeligt til at disse tre voksne og selvstændige mænd vælger at bryde op fra deres kendte rammer – uden modstand eller forbehold følger de ham, som just har kaldet dem til sine disciple og de bliver hans tro følgesvende – en del af discipelkredsen.

For deres mod på forandring og nye oplevelser skal de tre fiskere i dagens evangelium have ros. Hvem havde turde opgive alt, hvad de havde for at følge ham, som kalder dem? De tre fiskere i dagens evangelium er i sandhed “omstillingsparate” : De tre fiskere går ikke af vejen for en ny chance. De går ikke af vejen for karriere-skift.

Og de tre er i sandhed blevet headhuntet og udvalgt af selveste Guds søn: Guds søn kommer til de tre fiskere, lige præcis der, hvor de er. Guds søn kommer til dem – på deres præmisser – i deres hverdag og i den virkelighed og i den kontekst, som er deres. Han kommer ikke som en tåget silhuet eller en indre stemme, der taler til dem hver i sær. Nej, Guds søn kommer til dem i kød og blod og viser sig her i deres verden, og selv her byder han ind, og de må undre sig og forundres. De kan ikke gøre andet, for hans virkelighed overgår langt hvad de kan forestille sig – og hans verden byder ind med så meget mere, end deres forstand kan gribe.

Vi, der kender fortsættelsen på evangeliet, husker at Simon sidenhen af Jesus får tilnavnet “Petros”, som er græsk for “klippe”, fordi Simon er den klippe, som kirken skal bygges på. Meget godt kan siges om Peter – uden fejl er han dog ikke: F.eks. er det Peter, der fornægter Jesus tre gange, da Jesus er taget til fange. Det til trods for at Peter kort før har forsvoret, at han nogensinde skulle svigte Jesus.

Efter Jesu død og opstandelse er det alligevel selvsamme Peter, som den opstandne betror den såkaldte nøglemagt: Jesus siger til Peter, at hvad han løser på jorden, skal være løst i himlene og hvad han binder på jorden, skal være bundet på jorden. Hurtigt bliver Peters magt stor og ikke mindst hans indflydelse. Simon Peter betragtes som den første blandt ligemænd (primus inter pares) blandt disciplene.

Dagens evangelium er en beretning om tre mænd, som ikke var mere optaget af det timelige, end at de lod sig gribe af ordet, som er evigt. Havde de tre fiskere derimod være mere optaget af det jordiske, var de blevet ved deres fangst og var gået hen for at sælge den – og de havde ikke fulgt ham. De tre fiskere afgør sig for ham – på hans ord. Og dermed afgør de sig også i forhold til det evige, ved at følge ham og hans bud – i stedet for at være optaget af det jordiske.

Og fordi Guds søn rækker dem denne mulighed, bliver det sådan. Hverken mere eller mindre. Og fordi Guds søn opfordrer og tiltaler den enkelte med sit ord bliver det sådan. Når alt kommer til alt er det ikke mennesket selv som afgør sig for at følge Gud, men det er Gud, som lader det ske.

Og ligesom Guds søn kunne komme til en helt almindelig fisker og byde ham at gøre ham følgeskab, må vi også håbe at Guds søn vil møde os og gribe ind i vores liv med sit ord. Så vi møder ham og hans virkelighed, og når det sker, at vi ikke måtte tøve, men bryde op fra det, som vi er i færd med, parat til at gøre ham følgeskab.

For vores tro er at vi dur til det, som han kalder os til at gøre. Ligesom han kaldte Simon og de andre fiskere til at være sine medarbejdere – også selvom de var mænd med tvivl og tøven. Også selvom de siden svigtede ham og forlod ham, så blev de hans medarbejdere og han svigtede dem ikke.

Efter sin opstandelse kom han tilbage og indsatte dem til at være ledere og pionere og forkyndere af sit budskab. Peter fik den særlige opgave som bærer af nøglemagten – og som den første af ligemænd.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, én sand, treenig Gud, højlovet, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 318 356 147 – 646 582 422

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



« PreviousNext »