Blog Image

Asser Skude

Uncategorised Posted on 12 Nov, 2019 16:21:21

Evangelium til 22. søndag efter Trinitatis

Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Matthæusevangeliet 18,21-35

Overvejelser forud for prædiken ved gudstjeneste med dåb kl. 10.30 i Bellahøj kirke søndag den 17. november 2019

Lignelsen i dagens evangelium kaldes ofte lignelsen om den hårdhjertede tjener. Med god grund. Omdrejningspunktet i lignelsen er den tjeners hårdhjertethed. Hårdhjertet er den tjener, som i første omgang insisterer på at betale sin gæld af, til trods for, at han intet har at betale med. Hårdhjertet er den tjener, som ikke indser, at han ikke nogensinde vil kunne betale sin gæld af, uanset hvor meget han forsøger. Hans gæld er enorm. Han skylder sin herre et beløb svarende til titusinde årslønninger. Så var det dog smartere at bede sin herre, kongen, om eftergivelse af gælden. Men nej, det er han for ”fin” til! Det er ikke ham, men derimod hans herre, kongen, som får den idé, at eftergive ham hans enorme gæld – i stedet for at kaste ham og hans familie i gældsfængsel. Til trods for at tjeneren får tilgivet sin enorme gæld – så ændrer tjeneren ikke karakter. Han bliver end ikke en smule mere overbærende eller tilgivende. Da den hårdhjertede tjener selv bliver bedt om at vise barmhjertighed, er der ingen nåde. Den hårdhjertede tjener som selv står til at få eftergivet en gæld svarende til titusinde årslønninger, nægter nu sin medtjener at eftergive ham en gæld svarende til svarende til ½ årsløn. Med andre ord: Den hårdhjertede tjener nægter at eftergive en brøkdel af den gæld, han selv ville få eftergivet. Nok er den hårdhjertede tjener en hård mand og en mand af principper, at gæld er gæld og skal betales tilbage, men i forhold til sin medtjener, der skylder ham et så relativ ubetydeligt beløb er han direkte urimelig og uretfærdig. Den hårdhjertede tjener har mistet sin dømmekraft: Uden at tøve og uden at vise barmhjertighed lader han sin medtjener kaste i gældsfængsel, indtil hans udestående er betalt tilbage. Det er klart, at da den hårdhjertede tjeners konge får at høre, om hvad der er sket, og hvad den hårdhjertede tjener har gjort, har den tjeners konge god anledning til at blive vred og forlange at den hårdhjertede tjener nu vil få samme medfart som han har afkrævet andre. Den tjeners konge lader ham kaste i gældsfængsel og afkræver ham alt betalt tilbage. Dagens evangelium og den lignelse Jesus fortæller må have haft rod i en virkelig begivenhed på Jesu tid, naturligvis måske lidt karrikeret og overdrevet for tydelighedens skyld. Men måske en sand historie om en mægtig mand med mange penge og magt, som gik fri, mens en lille og almindelig mand blev ‘knaldet’. Eller hvis man overførte det på vor tid: Om en mægtig dansker som skyldte en masse penge, men ikke blev bon’et for sin gæld, hvorimod en lille fattig kontanthjælpsmodtager blev ‘knaldet’ for at have snydt lidt i selvangivelse. Urimeligheden og uretfærdigheden skriger til himlen. Og nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Hvem kender ikke en sand historie fra virkeligheden, hvor en almindelig borger hænges op på en lovovertrædelse, mens en magtfuld borger går fri? Selvom vi lever i et samfund, hvor det hedder sig at alle er lige for loven (isonomi), kender du og jeg eksempler på det modsatte. Om det er embedsmænd, politikere eller andre med magt. Sådan var det sikkert også på Jesu tid. Egentlig et ordnet samfund, på mange måder ikke ringere end vores samfund i dag. Alligevel sker der noget dybt urimeligt: Dagens evangelium om den hårdhjertede tjener er på den ene side en lignelse om, hvor hårdhjertede mennesker kan være mod hinanden. Hvor beregnende, hvor smålige og hvor nøjeregnende det kan blive imellem mennesker. Det er som om mennesker har en særlig evne til at bære nag, komme i hu gammel gæld, gammelt svig osv. Det er som om mennesker har et særligt talent for at huske alt det, som de har på hinanden, mens alt det gode hurtigt glemmes. Hvor sådan at vi før eller siden kan stille hinanden til regnskab for det. Vi bruger det vi har på hinanden ved først givne lejlighed. Sådan er den menneskelige verden, sådan er mennesker bare. På den anden side er dagens evangelium en lignelse om den diametralt modsatte virkelighed som findes i Guds rige. I Guds rige er der en tilgivelse og en barmhjertighed som er væsens forskellig fra den virkelighed som så oftest møder os i menneskers verden. I Guds rige gælder ikke samme love som i menneskers verden. I Guds rige får ingen løn som forskyldt. I Guds rige eftergives gæld, her eftergives straf, her tilgives. Her er der ikke smålighed, her er ikke kyniske beregninger om hvad der betaler sig. Den hårdhjertede tjener lever i en anden verden. Han lever efter menneskers lov om retfærdighed og fortjenstfuldhed. Menneskelig klogskab og retfærdighed, kalder vi det. I virkeligheden har det intet med retfærdighed at gøre. Det er nøjeregnethed, det er kynisme, det er løn som forskyldt, det er købmandsskab af værste skuffe. Som den hårdhjertede tjener lod sin medtjener forstå: Du skylder mig, ergo vil jeg have hver en krone tilbage af dig. Eftergivelse af din gæld kan du glemme alt om! Så langt er der fra den verden, vi mennesker færdes i og den verden, som Gud møder os med. Og den verden, Gud møder os med, det er den verden som kongen i lignelsen, præsenterer os for. Forhåndstilsagn om eftergivelse, til trods for der ikke bliver bedt om eftergivelse. Men vil du ikke tilgive din egen bror, som din herre har tilgivet dig, handler du ilde og vil du betale hver en krone du skylder, så skal du nok få lov til det. Som Jesus siger et andet sted: “…det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Det mål, du tilmåler andre med, skal du selv få tilmålt med! (Matthæus, kapitel 7, vers 2). Dagens lignelse om Guds rige fortæller Jesus på baggrund af Peters henvendelse og spørgsmål: “Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig?”. Peter er temmelig frisindet i sin tankegang, for Peter foreslår ikke engang at man tilgiver to eller tre gange, men helt op til syv gange. Jesus svarer med et overbud! Du skal tilgive 77 gange. Og faktisk, hvis man læser Jesu svar med den oprindelige græske ordlyd kan det tolkes således, at Jesus forventer at man tilgiver op til 7 gange 70 gange! Altså op til 490 gange skal man tilgive sin næste! Nu er Jesu svar først og fremmest retorisk, det er ikke at forstå som et matematisk svar, der skal tages bogstaveligt. Meningen med Jesu svar er, at du og jeg har en forpligtelse til at tilgive. Der er i princippet ingen øvre grænse for, hvornår du kan sige dig fri for at skulle tilgive din næste. Det var det, som den hårdhjertede tjener i dagens evangelium nægtede at gøre. Både kunne han ikke modtage tilgivelse selv. For den hårdhjertede tjener var så opsat på at betale sin egen gæld tilbage, at han ikke behøvede nogen tilgivelse fra sin herre. Derfor handlede den hårdhjertede tjener ikke bare usmart, men også tosset og selvoptaget, at han ikke ville tage imod eftergivelse af sin gæld. Og decideret ubarmhjertigt handlede den hårdhjertede tjener da han undlod at gøre mod sin medtjener, som hans egen herre havde gjort mod ham. Den hårdhjertede tjener blev ved med at leve efter sine gamle principper om gæld og retfærdighed, til trods for at han selv var blevet mødt af sin herre med nåde og tilgivelse. Den hårdhjertede tjener lod sig så at sige ikke ændre af det som var sket imod ham. Han var upåvirket. Hårdhjertet. Kold og beregnende. I en af sine mange opbyggelige siger teologen og filosoffen Søren Kierkegaard: “Dersom jeg tillod mig at tvivle om et eneste menneskes salighed, det ville være nok til at fortvivle om min egen.” Det er tydeligt, at Søren Kierkegaard understreger, at intet menneske bør nægte andre tilgivelsen, så måtte det menneske også nægte sig selv tilgivelsen! At opgive håbet for andre, er at miste tro, ikke bare for andre, men også miste troen og håbet for sig selv og sin egen salighed, og det er fortvivlelse. Sagt på en anden måde: Kan du og jeg ikke række andre tilgivelsen kan vi heller ikke selv forvente at modtage den! Nu er der som bekendt grænser for, hvad du og jeg kan tillade. Du og jeg er kun mennesker. Vi kan vel ikke sige os fri fra at trække en grænse for hvor langt tilgivelsen skal gå? Skal vi f.eks. tilgive dem, som vi troede var vores venner, når de vender os ryggen, og efterlader os fortvivlede, ensomme og angste? Er der da ingen grænser for hvor eftergivende vi skal være? Svaret på det spørgsmål er hverken bekræftende eller benægtende. For spørgsmålet kan ikke stilles sådan. Det må stilles omvendt: Hvor var mennesker, hvis Gud satte grænser? Hvor var du og jeg, hvis Gud krævede sit tilgodehavende indfriet af os? Ville du og jeg være andet sted end i gældsfængsel? Et gældsfængsel, fanget af og i vores afmagt, alt det som vi ikke magter i forhold til Gud og næsten, alle de gange, hvor vi svigter og kommer til kort. Jeg tror, du og jeg ville være fanget i et fængsel, hvor vi ville være ladt alene med vores skyld for tid og evighed. Kort og godt, et sandt helvede. Det må være på sin plads at slå fast, hvad tilgivelse er og hvad det ikke er: Tilgivelse er ikke: Eftergivenhed, blødsødenhed, tossegodhed eller blind tolerance.

Tilgivelse er at sammenligne med et himmelsk spejl: “O du, som skabte hjerte mit, det dybe, underfulde, o, dan det efter hjerte dit til himmel-spejl i mulde å langt mer, end selv jeg ved, kan lære af din kærlighed om nådens rige fylde.” fra Den Danske Salmebog “Gud Herren så til jorden ned” Et spejl, der, når det holdes op mod os selv og vores næste, genspejler Guds nåde. Et spejl, der minder os om vores gensidige afhængighed af Gud og næsten. Et forhold vi ikke kan sige os fri fra, for så svigter vi både os selv, næsten og Gud. Et forhold som er gensidigt afhængig for alle parter. Et svigt over for næsten er et svigt over for Gud og omvendt. Vi behøver hinanden. Vi kan ikke leve uden hinanden, uden Gud. Vi kan ikke leve uden også at tilgive, uden at bære over, uden at se stort. Vil vi leve som den hårdhjertede tjener. Leve og være nøjeregnende, ja så bliver livet for alvor et sandt helvede, både for andre og os selv. Ægte tilgivelse er ikke bare sur pligt eller bekvem udvej, men ægte tilgivelse kommer af hjertet. Som en indsigt, en erkendelse af vores egen situation, hvem er vi, og i kraft af hvad, vi egentlig er dem, vi er. Først når vi er villige til at se med et åbent sind og med et åbent hjerte på det spørgsmål, ser vi alt det, som vi har fået givet af Gud.

Vi er skyldnere i forhold til Gud og næsten, i det forhold, står vi i bundløs gæld. Forsøger vi at betale tilbage, ligesom den hårdhjertede tjener desperat forsøgte, bliver situationen endnu mere grotesk. Det er ikke meningen, at den skal betales af, så er det købmandshandel, ikke sand tilgivelse. Alene én er i stand til at betale alt det skyldige tilbage. Alene Gud i himlen kunne betale alt tilbage. Det kan intet menneske. Kun Gud kunne betale den løsesum tilbage for at mennesker kunne gå fri. Kun Gud kunne betale tilstrækkeligt (Thomas Aqvinas satisfaktionslære) med sin egen søns lydighed. Ja lydigheden indtil kors. Så langt ville og kunne Guds søn gå. Han der var ingen noget skyldig betalte med den højeste pris, sit eget liv. Gud fader betalte med sin egen søn, sit eget kød og blod. Ikke fordi Gud er en som vil slå ihjel, ikke fordi Gud ville ofre sin søn, på ingen måde, så langt ud kom det pga. menneskers hævn og had til hans søn, som blev sendt til dem. Af lydighed gik Guds søn hele vejen, og fordi menneskene ville gøre regnskabet op på gammeldags og forældet måde og som mennesker nu tænker og handler – efter fortjeneste og som en købmand gør regnskabet op, ville menneskene have Guds søn på et kors. Sådan blev det. Ak og ve! Ikke desto mindre blev Guds søns død til ”løsesum for mange”. Således sendte Gud sin søn, ”for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16) Guds søn Jesus Kristus betalte med den højeste pris og i kraft af sin lydighed imod Faderen. Som den eneste kunne han yde sin himmelske fartilstrækkelig betaling (satisfaktio) efter loven. Denne lydighed over for faderen – lydigheden over for loven – førte til et liv, der var så anderledes, at det ikke var muligt for mennesker at kunne acceptere det. Det liv fik som sin konsekvens døden. Gud kræver ikke tilbagebetaling og indløsning af gælden. Gud har forligt sig med sig selv og med os – igennem sin egen søn. Gud er ikke en gnier. Gud er ikke nøjeregnende eller smålig, men en nådig og gavmild Gud. Af ingenting og ud af ingenting rækker Gud menneskene alting – og ganske ufortjent. Gratis som det hedder på latin. Fordi Gud først har rakt mennesker sin tilgivelse, må mennesker også selv være villige til at tilgive deres skyldnere. Det må vi ikke glemme. Ellers vil det gå os ligesom den hårdhjertede tjener i lignelsen, ham som fik eftergivet sin uoverskuelige gæld, men bagefter selv glemte at tilgive og forlangte at få inddraget gælden fra sine skyldnere. Guds tilgivelse blev givet os alle i Jesu navn ved dåben, og vi bærer den i os og er samtidig forpligtet til at give den videre i det liv, som vi lever sammen med næsten.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

– forslag til salmer DDS 15 Kirkesangbogen “Jeg kommer i min dybe nød “Igen berørt, bevæget” DDS 653 DDS 729 – Asser Skukde 2009 ©, redigeret siden



Tolvte søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 30 Aug, 2019 14:11:49

Evangelium til søndag den 8. september 2019
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”
Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”
Mark 7,31-37

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken


– Helbredelsen af den døvstumme

Selv med forstanden er det vanskeligt at gribe, hvor forfærdeligt det har været for denne døve og næsten stumme mand: Han er fanget i sin egen krop, han kan ikke kommunikere eller forstå omverden på samme måde, som alle andre. Han lider af et svært handikap. Nogen ville kalde ham hjælpeløs, levende død. På Jesu tid var man virkelig prisgivet sine omgivelser, hvis man led af handikap. Det var afgørende om der var hjælpsomme mennesker i ens nærhed. Hvis ikke, var det bare ærgerligt.

Heldigvis er der søde og hjælpsomme mennesker, som bringer denne handikappede til Jesus og gør opmærksom på hans ulykkelige situation. Denne hjælp fra andre og denne tro fra andre på, at manden kan få hjælp, kaldes også “den stedfortrædende tro”, Johannes Nissen i Præsteforeningens Blad, 1997, s. 707 ff.

Personligt er jeg rørt over denne stedfortrædende tro og denne hjælpsomhed fra andre. På en måde mere bevæget af de andres hjælpsomhed end, at Jesus helbrede:

De andre kunne jo bare havde ladt ham i stikken. De behøvede ikke komme med ham. Alligevel gjorde de det! Det er sådanne mennesker, der kommer til undsætning, der med til at gøre forskellen for manden i dagens beretning. Og uden Jesus havde det naturligvis ikke været muligt for manden at blive helbredt. Og uden vennerne havde miraklet ikke fundet sted, for så var manden slet ikke kommet frem til sin helbredelse.

Om selve helbredelsen hører vi, at Jesus tager imod den døvstumme, og Jesus forlader menneskemylderet “og tager ham afsides, væk fra skaren”. Med tegn og handling går Jesus i gang med at helbrede: Jesus spytter på sine fingre og stikker dem i mandens ører, hvorefter han igen spytter på sine fingre og rører ved mandens tunge. Brugen af spyt i forbindelse med helbredelse var ikke usædvanlig på Jesu tid, man mente det kunne have en positiv effekt.

Det næste som sker, er, at Jesus sukker. Det græske verbum for at “sukke”, betyder egentlig “klage” eller “stønne”. Der er tale om en ægte medlidenhed. Jesus lider sammen med manden. Også her kunne man tale om stedfortrædelse: Det er som om at Jesus træder i mandens sted, mærker og føler mandens handikap.

Og “Jesus så op mod himlen”. Det er ikke fordi Jesus bebrejder himlene mandens handikap, det er snarere en bøn sendt til himlene om, at måtte denne mand undslippe sine lidelser.

Og da Jesus befaler: “Luk dig op” sker det: Mandens ører “lukkede sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst”. Mandens tale- og hørehandikap forsvinder på Jesu blotte ord. Bemærk at Jesu ord er performative, dvs. de udretter, det, som de udtrykker. Når Jesus siger det, så bliver det, som han har sagt det.

Efter den mirakuløse helbredelse af stumheden og døvheden, forbyder Jesus manden at fortælle nogen om det. Det kan naturligvis undre, for hvorfor skulle manden da ikke netop fortælle alle og enhver om hans glædelige og uforklarlige helbredelse, hans nye livssituation?

Grunden kan være, at Jesus vil undgå hysteriet og fanatismen omkring helbredelserne: Det er ikke underne i sig selv, Jesus er kommet for. Nok er de en del af hans virke, de er snarere en forsmag på det Guds rige og den herlighed, som venter. De er tegnhandlinger, der peger fremad, henimod den kommende herlighed, det Guds rige, som Jesus forkynder, og som han selv bringer. Jesu undere er altså tegn på, at Guds rige er brudt ind i historien.

Den såkaldte Messias-tid er på vej. En tid, hvor Gud skal besøge sit folk. Tegnene på den tid er, som profeten Esajas siger i kapitel 35, vers 5 f.: “Da skal bindes øjne åbnes og døves ører lukkes op.” Gud skal genoprette den orden, som var fra begyndelsen. Som der står i 1. Mosebog, kapitel 1, vers 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og Gud så, hvor godt det var”. Den gamle skabelsesorden etableres igen. Det er den nye virkelighed, som vidnerne til dagens helbredelse konstaterer: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

Med Jesu Kristi komme er frelsen altså kommet til mennesker, og den gælder ikke alene sjælens frelse, men også legemets. At blinde bliver seende, døve hørende, stumme talende, syge raske og fangerne sættes fri, ja, den nye virkelighed etableres på linje med, at Jesus forkynder Guds riges komme og Guds nåde forkyndes.

Evangeliet om helbredelsen af den døvstumme er altså ikke kun en underberetning. Det er et evangelium, der formidler håb. Der fortælles i dag om et menneske, som er ramt af håbløshed, og som alligevel modtager et nyt håb. Johannes Nissen kalder det en “håbshistorie”. Gud er kommet til mennesker og en ny og bedre tid er på vej. En tid, hvor det tabte skal genvindes, en tid, hvor det som var håbløst ud, igen skal lykkes, en tid, hvor skaberværket skal genoprettes, alle vores sanser skal vi igen tage i brug, som de var tiltænkt:

F.eks skal talens brug skal anvendes til at lovprise Gud for skaberværket. Og talens brug skal anvendes til at skabe nærhed og forståelse med hinanden. Talens brug skal forbinde, ikke skabe afstand. Det er et billede på den fremtid, der venter, og som vi håber på.

En fremtid, som kan være langt fra vores liv og dagligdag. Når vi føler os alene og isolerede. Når vi ikke kan sætte ord på vores lidelser og ord på vores desperation.
Vi lever måske som “levende døde”. Nok trækker vi vejret og sover og spiser, men uden menneskelig kontakt og nærvær: Når vi rammes af sorg, smerte, men ingen har, som vi kan dele vores følelser og frustration med. Uanset hvor meget vi måtte ønske det, magter vi ikke at dele det. Og vores omgivelser magter det heller ikke! De undlader at tale om det, der egentlig burde tales om. Vores omgivelser ser ikke de tegn, der kommer fra os, når det er galt, når livet gør ondt.

For har vi ikke en tendens til at isolere dem, der har det svært og bærer på byrder, som ingen tør tale om, og som ingen vil lægge øre til? Nok har vi talens og ørets brug, men vi anvender dem ikke som det var tænkt. Det kunne man også kalde en fænomenologisk erfaring af syndens virkelighed: Nemlig, at der er afstand imellem mennesker, selvom der ikke burde være det! At vi ikke lever sammen – med og af hinanden i det forhold, som vi var skabt til, nemlig i gensidighed og udleverethed til hinanden:

Ligesom den døvstumme hører vi bogstaveligt talt ikke når næsten trænger sig på med problemer, og vi holder sandheden om vores liv og vores næstes liv borte fra hinanden. I sproget er vi ofte fanget af selvtilstrækkelighed. I stedet for at gøre, de ting vi kunne gøre for os selv og vores næste griber vi det hverken med talens eller ørets brug.

Vores tale har en tendens til at forstumme – ligesom den døvstummes.

Vores tale kan dø ud og vi kan fjerne os fra den sammenhæng, som Gud satte os i – i forhold til næsten. Til trods for vi altså er sat ind i en sammenhæng med hinanden og til trods vor vi er afhængige af hinanden, og har brug for hinandens opmærksomhed på det, som berører os, når vi ikke ind til hinanden, der hvor vi kan mærke, at vi bliver lyttet til.

Med helbredelsen af den døvstumme, må vi tro, at vi med Jesu mellemkomst igen kan blive sat i det forhold til Gud og næsten, som vi fra begyndelsen var sat ind i. Sådan at vi igen kan få sat ord på vores følelser, vores tanker, så vi kan kommunikere og forstå os selv og andre, så vores tale ikke mister sit salt, sin kraft, sin oprigtighed, ærlighed, sandhed, vedkommenhed og ligefremhed.

Vi må tro og bede til at vores tale bliver levende, ikke stum, modig, ikke fej, kærlig, ikke fjendtlig, så vi i fred og kærlighed og forståelse for næsten må være sammen med hverandre.

Vi må tro og bede til at vores hørelse med Jesu mellemkomst ikke isolerer os fra den sandhed og virkelighed, at Gud har sat os ind i denne sammenhæng med næsten, og at vi lever i afhængighed af Gud og næsten.

Måtte vi ikke lukke vores ører for dette guddommelige budskab, at Gud har skabt os og stadig opretholder os, og at Gud en dag vil genskabe os med både sjæl og legeme og alle sanser i deres rette brug, til tjeneste for Gud og næsten – når Guds rige indsættes.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

– forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



Elvte søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 27 Aug, 2019 21:35:31

Evangelium til søndag den 1. september 2019
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Luk 18,9-14.

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


– Den hykleriske og den oprigtige

Dengang – på Jesu tid – var romerne velhavende og privilegerede – de nød eksotiske varer fra hele middelhavsområdet, de havde en velfungerende infrastruktur og et veludviklet samfund, der tog hånd om sine borgere med gode boliger, sundhedssystem, hospitaler, skoler og uddannelse, medindflydelse og et parlamentarisk styre. Romerne var suveræne på alle områder, de var verdensborgere. Og de eksporterede ligefrem deres kultur og civilisation til de omkringliggende områder og de civiliserede deres områder, og de koloniserede deres omkringliggende områder, deres kolonier. Hemmeligheden bag var ikke undertrykkelse eller diktatur, snarere det modsatte, de integrerede og gav medindflydelse. Det gjorde det ved at bl.a. uddanne og integrere deres nye medborgere i deres system, både teknologisk, socialt, militært og politisk.

Den antikke romerske politiker, digter mm. Cicero sagde engang “Jeg er en romersk borger”. Den sætning er gået hen og blevet et af verdens mest kendte citater, mest kendt i den form, som anvendes af den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy under hans besøg i Berlin i denne form “Ich bin ein Berliner”. “At være en romersk borger” hænger sammen med forestillingen om Rom og at være borger i Rom som et privilegium, hvilket det også var. (“borger” er netop også forsøgt inkorporeret i den danske velfærdsmodel de seneste årtier – vi skal alle omtales som “borgere”, dette kan kun være inspireret af den romerske model og forestillingen om et samfund, hvor enhver borger er privilegeret og nyder en række goder.)

Nu var der som nævnt en bagside ved romernes succes: Alle dem, som betalte for romernes luksus. De nederste i hierarkiet, dem som ikke var romerske borgere, de som ikke var integrerede og dem som ikke stod på den romerske imperiums lønningsliste, de som ikke var i Roms tjeneste: De som levede i kolonierne og som f.eks. ligesom jøderne oplevede at blive beskattet hårdt.

De som ind kradsede skatter var typisk landsmænd med samme etniske baggrund Mange jøder så dem som lakajer for overmagten, og mange blev endda beskyldt for at være korrupte og ubarmhjertige, jf. beretningen om Zakæus, evangeliet til 7. s. efter trinitatis.

Den tolder, som er en af hovedpersonerne i dagens lignelse, er ikke en navngiven tolder, men en person i en lignelse, og tolderen står som repræsentant for en forhadt befolkningsgruppe. “Lejesvend” eller “stikker” ville nogen måske kalde ham. Og nogle ville kalde ham en forræder mod sit eget folk, men også forræder mod Gud: For i mange jøders øjne var toldernes arbejde uforenligt med at være jøde og en troende.

Tolderen i dagens lignelse synes også selv at være klar over, at den er gal, og at han ikke ligefrem er Guds bedste barn. Han erkender sit svigt i forhold til Gud og mennesker. Meget kan man sige om ham, en ærlig tolder er han, og selverkendelse har han: Han slår sig i tøjet og undskylder over for Gud og så går han ud af templet.

Da lignelsen slutter, kommer Jesus med den overraskende konklusion, at det er tolderen, som går retfærdig derfra, og det er tolderen, der er retfærdig. Og det er tankevækkende. Det er ikke som forventet den hellige og fromme farisæer, der går retfærdig fra templet, det er forræderen, tolderen!

Med den pointe provokerer Jesus endnu en gang sine tilhørere om, hvem der er retfærdig, og hvem som er lovbryder! Enhver forestilling om, at er farisæeren, som Gud vil rose, gøres til skamme. Tolderen er nok en syndig mand, dog er han en ærlig synder og ved det godt selv.

Farisæeren derimod ser alene sin egen fortræffelighed. Han behøver kun sig selv. Det er måske ikke helt løgn… Og alligevel. Han er dybest set sig selv nok. Han kredser om sig selv og sin egen godhed.

Det er ikke til at holde ud at høre på farisæerens selvros og nedladende holdning til sin næste. Fra farisæerens side er der tale om selvforherligelse, ja arrogance. Farisæerens holdning er bestemt ikke ydmyg – hverken i forhold til Gud eller næsten. Hvad skal farisæeren overhovedet bruge Gud eller næsten til? Han kan selv og magter alting selv – på den duede måde.

Sin næste anvender han til at forherlige sig selv. Sin næste nedgør og håner han, alene med det formål at fremhæve sin egen formåen og godhed. Og Gud behøver farisæeren dårligt nok, for med det liv farisæeren lever, er han helt overbevist om at han selv skal klare sin egen frelse – ved egen mellemkomst, ikke Guds.

Farisæeren overser det Gudsforhold, han er sat i: At han har fået sit eget liv skænket og er sat ind i et gensidigt afhængighedsforhold til Gud og mennesker. At livets middel eller mål ikke at skabe sin egen lykke for sig selv. Livet handler om at skabe lykke for sig og sine – ikke som et enmandsprojekt, men som et fælles projekt – hvor alle er medspillere, og alle har noget at bidrage med, både de stærke og de svage.

Nok er farisæeren at regne for en af de stærke. Han er en from mand, der gør alt for at gøre Guds vilje og holde Guds bud. Farisæeren glemmer, at han er et menneske, der behøver Guds nåde. Ja, han kan ikke leve uden. Det ved han bare ikke, han tror kun at det er de andre der behøver Guds nåde. Uden Guds nåde ville selv farisæeren være fortabt. Han kan ikke klare sig uden.

En, der kan se at han behøver hjælp udefra er tolderen. Tolderen er bevidst om sin egen utilstrækkelighed. Han ved godt, at det han gør mod sit eget folk ikke er særlig smart. Han ved godt, hvorfor han er lagt for had af sine egne landsmænd. Og dybest set kan han godt forstå det. Det er derfor han har en dårlig smag i munden, da han kommer til templet. For han lever ikke efter Guds bud. Han tjener ussel mammon. Han bør skamme sig, og det gør han rent faktisk også. Han indrømmer sit svigt og sin utilstrækkelighed, da han står foran alteret i templet. ”Gud, vær mig arme synder nådig”

Sagt på en anden måde består forskellen mellem tolderen og farisæeren i, at farisæeren tror, at Gud har brug for ham, mens tolderen tror, at han brug for Gud!

Hvad sker der så efter, at tolderen og farisæeren har været i templet? Om farisæeren hører vi ikke noget om, at han går hjem. Er det måske bevist, at vi ikke hører det? Måske, for det er jo nærmest som om, at farisæeren ikke slipper sit tempel -sin kirke. Farisæeren forbliver i det hellige rum, alt imens han går rundt i sin selvtilfredshed og sin foragt for næsten. Måske står farisæeren der endnu, der i templet og priser sig selv for sine fortræffeligheder?

Om tolderen derimod får vi at vide, at han går hjem igen; og deri kan der faktisk ligge en pointe. Det er tolderen, der også vender tilbage fra templet med noget. Sagt på en anden måde: Mens farisæeren holder sin jubelsang, holder tolderen kirkegang.

Tolderen vender sig i ydmyghed til sin Gud, og vender derpå tilbage til sit liv, som er hans. Tolderen bringer noget med hjem fra templet. For ham er der ikke tale om stilstand, men en dynamik, der er tale om en bevægelse, en udvikling. Til templet og tilbage igen.

Det er også det som er meningen med overhovedet at gå i kirke! At komme og vende sig til Gud, få inspiration, glæde og liv og at vende tilbage igen – tilbage til det pulserende liv.

For vi kommer til kirke for at takke Gud for livet, som Gud har skænket os, og for at vi kan vaske tavlen ren så at sige, begynde på en ny uge – begynde med friske øjne. Det er det, som sker når vi modtager Guds nåde, synderens forladelse.

Nogen vil sige, at i kirken tales der for meget om synd – og derfor er det ikke til at holde ud at gå i kirke. Dertil er at sige, at det er da godt, at der er et sted i vores liv, hvor der tales ærligt om den menneskelige natur. Et sted hvor, der tales åbent om vores svigt i forhold til hinanden og til Gud.

Samtidig tales der også om Guds nåde imod os. At Gud elsker os– uanset, på trods af vores utilstrækkelighed. Altså at vi kommer til kirken, for at se på os selv, realistisk, men også kærligt og tilgivende, fornyende.

Vi går kirke – forhåbentlig ikke for at blive herinde i selvretfærdig ophøjethed – ligesom farisæeren. Vi går forhåbentlig i kirke, for at gå ud igen i livet, i fællesskabet, fornyede af Guds nåde. Derfor skal de ord, som afslutter dagens lignelse være disse af Grundtvig:

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde !
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

forslag til salmer: 609 352 – 419 476 523

– Asser Skude 2009 ©



Tiende søndag efter Trinitatis

Prædikener Posted on 18 Aug, 2019 08:48:20

Evangelium til søndag den 25. august 2019
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.” Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: “Der står skrevet: “Mit hus skal være et bedehus.” Men I har gjort det til en røverkule.”
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk. 19,41-48

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992


Overvejelser forud for prædiken


– Jesus græder over Jerusalem

Forud for dagens evangelium hos Lukas finder vi beretningen om Jesu indtog i Jerusalem: Som fredens konge ridder Jesus ind i byen. Han modtages af folket som den nye tids konge, ridende på et æsel. Uden våben indtager han byen. Som den nye frelser, Guds salvede, Davids søn ifølge profetien skulle gøre det. Og folket og den evige by Jerusalem modtager ham med fredens og evighedssymbol, palmegrene, der kastes foran ham på hans vej. Folket råber, “Lovpris Herren” og “Fred i himlen”.

Indtoget står i skærende kontrast til de begivenheder, der udspiller sig kort efter: Folkets hyldest til deres nye fredskonge er kortvarig. Før ugen er omme er stemningen vendt – og nu anklager de ham for at være en falsk profet.

Han bliver genstand for en sammensværgelse. Folket og de religiøse ledere kræver hans død på korset! Hvilken by, hvilket folk kan gøre en sådan katastrofe mod ham, der er profet og Guds søn?

Det gør selv samme by, som er fredens og evighedens by. Den by, hvor Gud havde taget bolig og Gud havde besøgt sit folk. Og de følgende årtier og frem bliver byen genstand for ufred og vold, og den ødelægges.

Det vidnesbyrd er entydigt, hvis man kender fortsættelsen på byens historie: Jerusalem belejres af romere gennem fire år, fra år 66-70, indtil den indtages år 70. Jerusalem plyndres og ødelægges, dens mure rives ned. Og fatalt bliver det 60 år senere, da endnu en jødisk opstand under oprørslederen Bar-Kokba ledsages af en systematisk ødelæggelse af Jerusalem: På den gamle bys ruiner lader den romerske kejser Hadrian demonstrativt en helt ny romersk (ikke-jødisk) by opføre.

Den hedder Ælia Capitolina, “den fremmede by”. Og et tempel for den mægtigste romerske (dvs. ikke-jødiske) gud Jupiter opføres på Templets plads! Og vel og mærke, der hvor alle jøders tempel havde ligget, der bygges et tempel for ikke-jøder. Og ikke nok med det, i begyndelsen af det 2. årh. bliver enhver jøde forment adgang til sin egen by, sin kulturs vugge! Og jøderne henvises til landflygtighed, den såkaldte diaspora.

Det er blot i korte rids det århundrede, der følger efter Jesu lidelseshistorie. De næste århundreder for jødernes og byens vedkommende fortsætter med samme tragiske udvikling, en lang tid med etnisk forfølgelse, overgreb og undertrykkelse.

Og samme skæbne synes at have hjemsøgt byen den dag i dag. Hvor tragisk. Jerusalem nyder langt fra den fantastiske skæbne, som den kunne – som fredens by. I stedet er Jerusalem og de begivenheder, der udspiller sig i og omkring den blevet en anstødssten for en del af verdens befolkning. Ikke fordi de nødvendigvis har ret, men nogle mennesker mener ikke byen ligefrem bidrager til verdensfreden.

Det må være alt det, som Jesus ser for sit indre i dagens evangelium, da han ser ud over byen og forudser dens ulykkelige fremtid. Jesus græder. Fordi han helst så, at byen ikke led denne grumme skæbne. Som enhver anden jøde er han opdraget og opvokset med den forestilling at byen Jerusalem er verdens centrum.

Han, som kommer fra Nazareth, ikke langt der fra, han er vant til at valfarte til byen og vant til at deltage i byens religiøse og folkelige fester. Som da han som 12-årig på egen hånd gik rundt i byen, og hjemmevant gav sig til at lære ved dens tempel, i en af forhallerne. Jerusalems historie er historien om fredens by, forsoningens by, der hvor Gud har forsonet sig med sit pagtsfolk, jøderne.

Derfor kunne Templet ikke ligge andre steder end det lå, derfor var det her jødernes åndelige og kulturelle centrum lå. Her havde Gud jo besøgt sit folk. Her havde Gud ifølge legenden David skænket sit folk tusindårsriget med fred og glæde. Fred fra fjenders angreb og fremmede hære.

Som sagt tidligere, det Jesus nu ser for sig, er et andet Jerusalem. Ufreden og voldens by. Den by står for fald, Templet står for fald, hele folkets kulturelle og religiøse samlingspunkt står for fald. Den evige stad, fredens by skal indtages og ødelægges.

For en jøde som Jesus har det været det samme som verdens undergang. Og det er værd at græde over. Som en anden domsprofet advarer Jesus for sidste gang og retter en skarp kritik: “Jerusalem har ikke kendt sin besøgelsestid” .

Jesus rydder tempelpladsen og advarer sit folk og dets ledere. Imidlertid er det for døve øren. Jerusalems indbyggere tager ikke imod. Derfor kender byen ikke sin besøgelsestid, nu hvor en stor profet er stået frem. Gentagne gange er byen blevet advaret – af profeter før Jesus, og mange af dem har måttet lade livet pga. deres kritik.

Endnu engang afviser og ihjelslår byen en ny profet, der er kommet til dem. Blot med den forskel, at denne gang er profeten selveste Guds søn. Byen gør sig skyldig i sin egen undergang. Den tager ikke imod Guds søn, byen dømmer ham til døden.

Bemærk at det ikke er Guds søn, der dømmer byen, det er byen selv der med sin afvisning af Guds søn bringer dommen ned over sig selv.

Måtte dagens evangelium tjene som en advarsel til os om at kende vor besøgelsestid. Og det vil sige, at også vi må være parate til at omvende os – før det er for sent.

Omvendelse er muligt for enhver, som tror Guds Ord. Omvendelse betyder ikke at mennesket skal ud og præstere en masse gode gerninger. Omvendelse betyder, at Gud kalder mennesket med sit ord og glædelige evangelium, og at mennesket tager imod det ord.

Eller sagt på en anden måde. Ordet er Guds søn, som Gudfader i himlene har sendt til mennesker, for at de skal omvende sig og tro. Bemærk altså at omvendelse ikke er det samme som at mennesket nu skal gøre alverdens ting for at være god nok.

Evangeliet er netop nådigt og glædeligt derved, at mennesket intet andet skal gøre end netop dette ene – at tage imod Guds ord. Gud er allerede kommet til mennesker. Og Gud har besøgt os og har allerede taget chancen med os, og det er tilstrækkeligt. Det skete, da Gud ville møde os – igennem sin Søn. Og Gud måtte bøde for sin gavmildhed. Selv da det kom dertil, at Gud skulle lade sin egen søn dø for os, gjorde Gud det alligevel.

Det var og er en chance – ikke for mennesker, men for Gud. En chance Gud tog i tillid og kærlighed til os. Gud er kommet til os, vi er ikke kommet til ham. Gud er kommet til os, ligesom han kom til Jerusalem. Gud er kommet til os med fred og forsoning. Gud har besøgt os, da Gud kom til os i Jesus Kristus. For at skænke os sin fred.

Fred fra den kommende dom over verden. Fred for at dele samme skæbne som Jerusalem led. Guds søn, Jesus Kristus, er et modsigelsens tegn, et tegn til fald for nogle, et tegn til oprejsning for mange. Til oprejsning for dem, som tror, til fald for dem, der ikke tror. Til fald for dem, for hvem troen er blevet en falsk sikkerhed, til fald for dem, som ikke føler sig under stadig tiltale – af Guds ord.

Til fald for dem, som ikke frygter Gud og Guds vrede. Til fald for dem, som har hjertet hårde som stene og ikke vil åbne deres hjerte.

Måtte vi ikke føle os så stolte eller selvsikre som byen Jerusalem, måtte vi ikke tro, at vi kan være foruden Guds søn. Måtte vi ikke tro at vi kan være foruden den forsoning, som rækkes os i Jesus Kristus. Måtte vi ikke blive så skråsikre, at vi ligesom er som det Jerusalem, der ikke behøver Guds ord.

Måtte vi derimod tage Guds ord til os. Guds ord, der sætter os under stadigt ansvar i vores livsførelse. Guds ord, der samtidig giver os den frihed, at vores overtrædelser en gang for alle er sonet i Jesus Kristus. Måtte vi leve af det ord.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver en, sand, treenig Gud, højlovet, fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.


forslag til salmer: 752 7 335 – 174 726 676

– Asser Skude 2009, redigeret siden ©



Next »