Overvejelser forud for prædiken til nytårsgudstjenesten kl. 16 tirsdag den 31. december 2019 i Bellahøj kirke

Evangelium til nytårsaftensdag, 31. december 2019

Jesus sagde: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.” Matthæus, kapitel 6, vers 5-13 – fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992 (ret beset er det det verdslige nytår, der begynder ved årsskiftet. Det kirkelige nytår begyndte allerede første søndag i advent)

Overvejelser forud for prædiken ved nytårsaftensgudstjeneste kl. 16 tirsdag den 31. december 2019

” For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen.” Sådan lyder afslutningen af den bøn, som Jesus lærer os at bede – nytårsdag (i “Den Ny Aftale”, den nyeste og ikke autoriserede oversættelse). Når vi skal bede til Gud, skal vi altså have det på plads, at Gud skylder vi alt, for Gud har magten, og vi skal takke Gud. Det evangelium passer godt til indgangen til det nye år 2020. Forud for den første dag i det nye år skal vi takke for alt det, som vi har fået, og som har været og det, som vi nu skal slippe: Mennesker vi har holdt af er gået bort – både ude og hjemme – en kær, en ven eller familie. En af de ældste kvinder, som jeg nogensinde har mødt, sagde, da jeg begravede hendes mand, at hun kunne ikke være bitter nu, for hun havde jo trods alt fået 62½ år sammen med ham – og vel og mærke 62½ pragtfulde år. Sådan tænker jeg vi med fordel kan se tilbage – forhåbentlig er der masser at takke for – forhåbentlig er det ikke slut, det vi brænder for, og det vi arbejder henimod. Og forhåbentlig får vi også mange gode timer og stunder sammen med kolleger, venner og familie. Takken for det som vi har fået i året, der er gået, må vi ikke glemme. Og tak eller med et dette teologiske ord ”lovprisningen” er en af de traditioner, som især kristendommen og før den jødedommen mestrer i bønnens form. At sige tak for det man trods alt har og har fået, det hører med til det at henvende sig til Gud. Og netop det at takke og påskønne, er noget som er oppe i tiden – coaches siges at bruge det i forhold til behandlingen af deres patienter. For kan man sige tak for ens liv, ens dagligdag, både små og store begivenheder, kan man også skabe plads til glæden og gnisten ved livet – det tyder meget på. Og det giver også god mening. For når man siger tak, åbnes ens øjne for mulighederne, og det som kan lade sig gøre, og det som allerede er lykkedes for en – indtil nu. Ikke at vi er at regne for fiaskoer, hvis vores liv ikke ”lykkes” og hvis vi ikke ”siger tak”. Og ikke at vi skal tvinges til at sige tak, men vi skylder os selv den mulighed at sige tak og være glade for det vi har og det som lykkes – ellers kan vores liv blive derefter. Det letteste i verden er at være sur og pessimistisk. Og hvad godt bringer det med sig? Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til vreden eller utilfredsheden i forhold til vores liv, som det former sig, men utilfredsheden kommer i et andet perspektiv, måske kunne man sige i anden række, når man tager glæden ind i første række. Sådan kunne man godt sige, at det ligger i den kristne, men også i den jødiske tradition, at vi som mennesker bør være taknemmelige og bør rette sin tak til Gud, for alt det som er skabt og som vi dagligt modtager. Sådan som Jesus præcis i dagens evangelium nytårsdag, lærer os at fokusere på det nuværende, ”Giv os det brød vi har brug for i dag. Tilgiv os det vi har gjort forkert, ligesom vi har tilgivet andre.” Vi skal leve i nuet, og påskønne nuet, og være taknemmelige og udnytte nuet og alle de kommende nu’er, vi får skænket af Guds hånd. Intet kan vi tage for givet, for alt er skænket os ovenfra, fra vores far som er i himlene. Derfor skal enhver henvendelse til Gud rammes ind af en tak til Gud, som har magten og som skaber og skænker os alt. Dagens evangelium hos Matthæus advarer imod fromhed, der er falsk. Dagens evangelium er fortsættelsen hos evangelisten Matthæus efter den såkaldte bjergprædiken. Bjergprædiken holder Jesus for skarerne, der er samlet. I bjergprædiken forkynder Jesus sit rige og den radikalt nye situation, som han bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser – både i national og international sammenhæng, at de, der har sagt de ville indsætte nye dagsorden med radikale reformer – deres politik er ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt. Jesus indstiftede ikke et politisk parti, alligevel bringer han en ny verdensorden. Han bringer ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring. Det, som han bringer, skænker han mennesker ganske gratis. Gratis forståt som det modsatte af fortjeneste. Jesus indsætter et rige, som ikke er af denne verden, og som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: ‘dér er det’ eller ‘der er det ikke’. Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige. I ham meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit liv, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går han i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde. Det er Guds ubetingede kærlighed til mennesker. Jesu rige og Jesu forkyndelse bringer kærlighed og frihed, fremfor lov og tvang: Frihed til at elske Gud og næsten, fremfor moralske krav om gode gerninger mod Gud og næsten. Han bringer en ny verdensorden. Nemlig en ny orden for mennesker, et nyt testamente. “testamente” kommer af latin og betyder “aftale”. Testamente skal forstås som aftale mellem Gud og mennesker, og det skal forstås sådan, at Gud godkender og underskriver aftalen og sender den til mennesker ved sin Søn. Guds søn er både form og indhold i den aftale. Guds søn bringer selv og er selv det nye testamente. Den nye aftale som muliggør, at mennesker ikke længere er slaver af deres indgroede vaner. De er frie gennem ham, frie til at elske Gud og hinanden. Enhver, som vil modtage det budskab sættes fri. Derfor er der tale om et nyt testamente og ikke (endnu et gammelt) testamente. Det er helt nyt, det Jesus bringer og det er ikke set før – eller siden. Og det er i denne nye kontekst, at Jesus siger, ‘at hvis nogen slår dig, skal du vende den anden kind til og du må ikke gå til modværge’ og ‘du skal også elske dine fjender og bede for dem, der forfølger dig’. Det er en helt ny verdensorden, som Jesus forkynder. En helt ny måde at agere på i verden. Og det er her, netop efter Jesu bjergprædiken, at Jesus kommer med den formaning i sin forkyndelse, at vi skal have en radikal ny form for fromhed. Fromhed findes i mange former, også den synlige og udadrettede fromhed; hjælp til fattige, gode gerninger osv. Jesus advarer imod når fromheden bliver til forstillelse. Når fromheden bliver for syns skyld, og ikke længere er for at hjælpe andre, men primært for at fremme ens egen sag. Jesus advarer imod at bede med tomme ord uden hjerte og forstand. Det er hyklerisk, ligesom bøn, der siges længe og i offentlighed for egen skyld. Mellem linjerne siger Jesus faktisk: Måske kan et menneske forstille sig selv eller andre, i den tro at det menneske er så og så fromt og så og så godt, men alene Gud i himlene kender menneskers hjerter og sind og gerninger, og Gud i himlene lader sig ikke narre. Selvom nogle mennesker forstiller sig og der findes mange misbrug indenfor fromhed betyder det ikke at mennesket skal afholde sig fra fromhed. Aktiv fromhed i bøn og tro samt fromme gerninger skal følge af troen. ‘Ingen fromhed er død tro’, som dagens epistel advarer: Apostlen Jakob advarer imod at sidde på sine hænder og intet foretage sig (de såkaldte undladelsessynder): “Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder”. Jakobsbrevet kapitel 4, vers 13-17. Fromhed og fromme gerninger skal følge af troen. Men et menneske skal ikke dømmes udelukkende derpå, hverken af Gud eller menneske. Som Luther sagde, så gør gerninger ikke en mand god, men god mand gør gode gerninger. Troen alene gør mennesket retfærdigt og frit, som apostlen Paulus ofte henviser til i sit brev til menigheden i Rom. Ikke gerningerne eller fromheden, endsige forstillelsen. Troen alene muliggør det. Troen alene er retfærdiggørende (sola fide). Dog skal gode gerninger gøres, også i det skjulte og også uden tanke på dennesidig belønning. De fromme og gode gerninger skal gøres med evigheden for øje. Sådan som vist også Kierkegaard siger i “Kjerlighedens Gjerninger”. Ligesom der ikke skal skiltes med gode gerninger for denne verdens skyld, skal der ikke skiltes med den personlige tro, dvs. bøn og henvendelse til Gud. Bøn er ikke primært et offentligt anliggende, men en privatsag, dvs. en indvortes og usnobbet henvendelsesform til Gud, ligesom et barn, der henvender sig til sin forælder. Som Jesus selv anviser sine disciple, da Jesus indvier dem i den rette henvendelsesform og bøn til Gud: ‘Gå ind i dit aflukke og bed der til Gud’. Hvem husker ikke den lignelse Jesus fortæller om farisæeren og bonden? Bonden, der kom til templet og sagde: Gud, jeg er dig ikke værdig at komme til dit hus. Vær mig arme synder nådig. Farisæeren derimod lod sig hilse på gader og stræder i fornemme gevandter og bad offentligt og længe for syns skyld, og da farisæeren kom til templet var det eneste han gjorde, at han takkede Gud for, at han ikke var som bonden. Jesus afslutter den lignelse og advarer mod forstillelse og selvretfærdighed og siger, ‘at det var bonden som gik retfærdig ud fra templet’. Nu er advarslen mod falsk fromhed så ikke ensbetydende med, at man i enhver sammenhæng skal fornægte sig selv og være så beskeden, at ingen vil lægge mærke til en. Det ville også være falsk og forstillelse. For så er det stadig gjort med en bagtanke. Ægte fromhed skal komme indefra, fra hjertet og naturligvis med forstanden i behold. Ægte fromhed kan alene Gud dømme, og intet menneske skal stille sig til dommer over andres fromhed. Det være sagt i al fredsommelighed til enhver, som er optaget af den slags. Det ville være usandt, hvis jeg sagde, at jeg ikke er optaget af fromhed, herunder min egen personlige. Ligeledes ville det også være uprofessionelt af mig ikke at beflitte mig med den slags, når jeg nu engang er kristen og bør opføre mig som en god kristen, men også fordi jeg er præst, og højtideligt har lovet (i præsteløftet) at beflitte mig med kristen tro og den rette lære. For fromhed er en del af troen, men ikke i sig selv er saliggørende. Det er alene troen på Guds søn. Min personlige fromhed er dog en ganske anden snak. Min personlige fromhed er og bliver en privatsag mellem mig og Gud – ligesom det er for ethvert andet menneske. I generelle vendinger kan og skal der tales om fromhed: At være optaget af sin egen fromhed kan indebære en risiko for at være mere optaget af sig selv end af Gud og næsten. Ens fromhed kan være en forelskelse i sig selv, sådan at een glemmer at elske Gud og næsten. Når alt kommer til at alt er det næsten og Gud, der bør være genstand for ens kærlighed og fromhed – med evigheden for øje: “Den, som hader sin bror, som han har set og kender, men elsker Gud, som han ikke har set, er en løgner. Vil nogen elske Gud, må han elske næsten.” Johannes’ brev, kapitel 3 ff om det dobbelte kærlighedsbud. Det også det sted, som Kierkegaard skriver ud fra i sin “Kjerlighedens Gjerninger”. Om faren ved at ens egen retfærdighed udvikler sig til personlig navlebeskuelse. Hvorom alting er, er fromhed en vigtig del af troslivet. Der skal være hoved og hale i det, som vi som kristne foretager os. Vi skal gøre det, vi siger, og vi skal sige det, vi gør. Både i tro og gerning. Vi skal være troværdige. Værd at tro på. Troværdighed kommer jo også af ens handlinger. Og handlinger er det første, som andre ser. Se bare på hvordan banker og kreditselskaber ser mennesker an, før der udskrives kredit. Ingen har fidus (“fidus” er latin for “tillid”) til nogen, som er utroværdig og ikke gør, som de siger. Ingen tør investere i dem. Og det er forståeligt nok. Sådan fungerer verden, og sådan fungerer mennesker. Alligevel er det rige, som Guds søn bringer ikke et kreditselskab, der skal se mennesker an. Det er nemt at blive forvirret, når der tales om kredit fra prædikestolen, for der er som om bankerne og kreditselskaberne har taget patent på ordet. Imidlertid er sandheden snarere den, at kredit ikke stammer fra bankernes verden, men kommer fra kirkens verden og dens forkyndere. Kredit kommer fra det latinske “credo”, at tro på. Og her forstået som at Gud tror på mennesket, og gør mennesket troværdig. Gud giver mennesket fuldt råderum. På Guds kredit kan mennesket forvalte sine betroede talenter – i forhold til Gud og næsten. Gud giver mennesket ubetinget kredit – igennem sin Søn, Jesus Kristus. Al den tillid og troværdighed stammer kun et sted fra. Ikke fra mennesker, ikke fra os, ikke fra vores fromme handlinger og gode hensigter, men alene og alene fra Gud, som har gjort det hele muligt. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag: 712 713 719 – 587 69 11

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden