Evangelium
Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: “Det er Jesus, jødernes konge”. Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: “Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!” Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.” Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: “Elí, Elí! lemá sabaktáni?” – det betyder: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: “Han kalder på Elias.” Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: “Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.” Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: “Sandelig, han var Guds søn.” Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
Matt 27,31-56

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Via Dolorosa

Det sker, at nogen fra menigheden siger, at de ikke kommer langfredag, fordi det er for sørgeligt. Til det er der at sige, at evangeliet i dag rummer meget tragisk, men det er en nødvendig del af fortællingen om Guds søn.

Nogle steder vælger at markere dagen med en særlig liturgisk og musikalsk gudstjeneste, hvor stationerne fra Jesu korsvej læses op af præsten, og organist og kor ind i mellem ledsager med indslag, der komplementerer stationerne.

Vælger man en ordinær højmesse med prædiken denne dag, er det næppe den nemmeste løsning. Dels er evangeliet kendt af den faste menighed og evangeliet i dag tjener ikke til menneskers ære. Sjældent fortælles så meget ondt om mennesker som i dagens evangelium.

Og man spørger sig selv, hvordan i alverden kan folk vende sig imod ham, som de netop havde modtaget med jubel få dage tidligere: Forventning, glæde og fryd afløses på få dage til hån, foragt og had.

Selv Guds søn synes at give op: Hans korsord siger alt. Han er udmattet, træt og opgivende. I dag er i øvrigt et af de få steder, hvor vi hører ham tale på sit eget modersmål, aramæisk: “Elí, Elí, lemá sakbaktáni?”, dvs. “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Tænk, at Guds søn skulle anklage sin fader i himlene! Og dog er det netop troværdigt, at Han lige netop i denne situation ikke optræder guddommeligt, men menneskeligt, da han befinder sig i den yderste nød og afmagt. Han er ikke Guds søn med skin af menneske. Han er virkelig Guds søn OG menneske af kød, blod og sind.

Håbløst og meningsløs er også hans vej til korset og den medfart, han får. Ingen omkring ham synes at hjælpe ham eller være der for ham, undtaget kvinderne. Selv Simon af Kyrene hjælper ham tilsyneladende kun modvilligt: “Ham tvang de til at bære hans kors”. Og hvor nederdrægtigt, at den som var dømt til døden også selv skulle bære sit henrettelsesinstrument hen til eksekveringsstedet. Og tænk, hvilket navn på det sted, hvor det skulle foregå, nemlig Golgata, dvs. Hovedskalsstedet.

Han blev vitterligt regnet blandt lovovertrædere og forbrydere. Og sammen med de to forbrydere blev Han klynget op.

Et er dog glædeligt: Det er kvinderne, der ikke svigter. De følger ham. De tvinges ikke til det, men gør det af fri vilje og vel også af medfølelse. Derfor kan det undre, at evangelisten Matthæus ikke direkte eller indirekte nævner Jesu egen mor, Maria. Derimod hører vi om de andre Maria’er: Maria Magdalene, Maria, Jakob og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

I dagens evangelium er det kvinderne og ikke mændene, der står bi og holder ud ved Hans lidelse. Vi hører ikke om mændene eller discipelskaren, tværtimod hørte vi forud om svigt og fornægtelse blandt hans følgesvende, således f.eks. Peters fornægtelse.

Svigtet af Guds søn er størst blandt hans egne: Ingen forstår, at en af deres skulle være Guds søn på denne måde: Selvom det er ondt, handler hans egne som det, de er, nemlig mennesker på godt og ondt: Ypperstepræsterne og de skriftkloge håner Ham og siger: “Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse … lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro”. Hans egne vil tilsyneladende kun tro, hvis han frelser sig selv. Hans egne kan ikke tro, at det er meningen at Guds søn skulle gå ind i døden.

Og det paradoksale er, at hvor Hans eget folk eller præsteskab ikke kan tro på ham, kan dog dem, der står udenfor: De fremmede, f.eks. officeren og hans folk. De bliver vidner til hans død og “blev rædselsslagne og officeren bekender: “Sandelig, han var Guds søn”. Samtidig sker det næsten lige så utrolige, at “forhænget i templet flængedes i to dele … gravene spang op, og mange af de hensovedes legemer stod op … og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange”. Man må forestille sig, at folk har skreget af rædsel og frygt. Bestemt ikke en normal dag i Jerusalem.

forslag til salmer: 201 196 209 – 197 192 468

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©