Evangelium
Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: “Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: “Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?” “Hvad da?” spurgte han. De svarede: “Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.” Da sagde han til dem: “I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: “Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.” Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Luk 24,13-35

– fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

– Vandringen til Emmaus

På selveste opstandelsesdagen, påskedag, slår den opstandne følgeskab med to af sine egne disciple, og han taler med dem om alt det, som er sket de seneste dage. Og helt uforklarligt genkender de Ham ikke!

Måske er det tegn på, hvor underfuld opstandelsen er: End ikke to af hans egne disciple kan tro og se ham, som den han er! Selv ikke hans prædiken og udlægning af skrifterne åbner deres øjne: “men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham”

Dagens evangelium er første gang, hvor han viser sig som opstanden. Bemærk at det sker udenfor Jerusalem, ikke i Jerusalem. Deri kan der ligge en pointe. Det kan være for at vise, at det gamle centrum er flyttet: Centrum er ikke længere Jerusalem med dens årtusind gamle Tempel og kult, den antikke jødiske verdens centrum.

Centrum er ikke længere det Jerusalem, hvor påskens dramatiske begivenheder fandt sted: Den by, som modtog ham som konge palmesøndag. Den by, hvor han rensede tempelpladsen for afgudsdyrkelse og plattenslageri. Den by, hvor han udsagde ve råbene: “Da skal de, der er inde i byen, drage ud af den, … Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” Den by, som afviste ham, og hvor han gik imod sin lidelse, død og opstandelse.

Centrum er ikke længere bundet til nogen geografisk lokalitet. Centrum er i stedet den levende Guds søn: Han som Faderen har sendt, og som har vandret blandt mennesker og har givet sig selv, gået i døden og er opstået derfra: Han, som har sejret over døden og mørkets skygge. Han, som med sit eget liv og gerning åbenbarer, at Gud selv besøger sit folk og vandrer med dem: Præcis sådan lyder evangeliet i dag: Guds søn åbenbarer sig efter sin død og opstandelse – for at være sammen med sine nærmeste. End ikke døden skal skille ham fra dem:

Han åbenbarer sig først for disse to disciple på vej mod Emmaus. Den ene discipel får vi ikke navnet på, den anden discipel hedder Kleofas, men det er første og sidste gang vi møder denne Kleofas. Måske ligger der en pointe i at, Gud meddeler sig til de mindst kendte af disciplene. De to har hverken gjort fra eller til for, at Herren skulle vise sig for netop dem. Der er intet særligt ved dem, de er endda uforstandige, for de kan ikke tro, at deres mester og lærer skal komme igen, sådan som skrifterne siger, og som han har lovet dem: “at det var ham, som skulle forløse Israel”.

På grund af deres vantro skælder den Opstandne dem ud. Han forklarer de “tungnemme, og uforstandige” disciple, hvordan alting hænger sammen: “han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”, og disciplene forstår stadig ingenting. Først da disciplene byder ham med som gæst ved deres aftensbord, og han bryder brødet, velsigner det og giver det til dem, “åbnedes deres øjne, og de genkendte ham”. Og da bliver han “usynlig for dem”, ligeså hurtigt som deres øjne åbnes.

På bedste evangeliske vis er dagens budskab, at Guds søn er nærværende: Alle steder, hvor brødet brydes, vil Han besøge og meddele sig selv og være virkeligt til stede. Ikke symbolsk, men Han er virkeligt til stede: “Kristi legeme og blod er virkeligt til stede og uddeles til dem, der nyder nadveren”, artikel 10 i Melanchtons “Confessio Augustana”.

Og ligesom de to disciple genkender deres herre, da han delte ud af brødet, kan vi kende ham i nadveren, som er hans sande og virkelige nærvær, trods hans død og opstandelse. Det er et vidnesbyrd, tegn og meddelelsesmiddel, hvor han er virksom og lever og kan modtages endnu den dag i dag. Samtidig er nadverens sakramente en forkyndelse af, at Han vil dele sig selv med os, sådan at vi får del i ham og han i os.

På den måde meddeler Han sig stadig og slår følgeskab med os, på vores vej gennem livet, gennem denne verdens lidelser og efter døden indtil det evige liv. Ligesom dengang for de to disciple på vej mod Emmaus.

forslag til salmer 349 14 262 – 245 249 243

– udgivet som prædikenvejledning til Præsteforeningens Blad 2011 ©