Blog Image

Asser Skude

Første søndag efter Hellig Tre Konger

Uncategorised Posted on 08 Jan, 2020 10:05:19

Evangelium til søndag den 12. januar 2020, første søndag efter Hellig Tre Konger

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Mark 10,13-16 – fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken

Dagens evangelium høres ofte i kirken. Det er det faste skriftsted, som præsten læser op i forbindelse med dåb. Det er Jesus selv der taler og handler. Han tager de “små børn” i forsvar. Sådanne er repræsentanter for Guds rige og adkomsten dertil. Jesus advarer ligefrem “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Læg mærke til, at de børn, som Jesus tager imod, er så små, at de ligefrem bæres hen til ham. I den tidligere bibeloversættelse stod der: “spæde børn”. De er virkelig små, og det ingen sag for Jesus at bære dem i sin favn. Og derefter lægger Jesus hænderne på dem og velsigner dem. Og fordi Jesus velsigner de små børn, bør også vi gøre det.

Dagens evangelium er centralt i forståelsen af vores argumentet for barnedåb – også selvom der reelt intet siges om dåb. Der tales om velsignelse og adkomsten til Guds rige, der af udleder vi dåben, som et af vores sakramenter – og som adgangsgivende til medlemskabet i kirken og Guds rige. Det er med andre ord kirkens fortolkning af Jesu ord, og ikke Jesus selv, der stifter sin menighed og kirken i dagens evangelium. Det gør han dog, da han kommer igen som den opstandne og viser sig for disciplene og sender dem ud i verden med ordene: “Gå derfor ud og gør alle folk til mine folkeslag – idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og se, jeg er med jer indtil verdens ende” (den såkaldte dåbsbefaling).

Og netop de ord, læses også op ved enhver dåb. Så når vi tager imod de små – og bærer dem ind i vores kirke – og døber dem “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, gør vi det fordi vi kobler de to skriftsteder sammen. Og vi gør det fordi vi mener “de små” skal velsignes og fordi Jesus advarer om, at “det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. De ord forpligter. Både for enhver forældre, der har børn, men også for menigheden og kirken, som tager de ord helt bogstaveligt. De små børn indtager en særlig status, og derfor favoriseres de. De har en umiddelbar adkomst til Guds rige. Som der står på et dåbsfad i en kirke, hvor jeg har døbt mange børn (Kapernaum kirke): “Bær i tro med bøn, bær dit barn til dåben, her står himlen åben, her står selv Guds søn.”

Naturligvis er det en forælders ansvar og ret, men også moralske pligt at bære sit barn til dåben. Naturligvis vil en forælder kunne svare på barnets vegne, ligesom den forælder i alle andre sammenhænge kan varetage barnets tarv – indtil barnet selv bliver stort nok. Jeg forstår godt de som indvender, at intet barn har nogen tro når det er så lille, eller at ingen forældre kan præstere tro på sit barns vegne. Men så har man ikke forstået dåbens sakramente. At man som forældre eller fadder skal præstere en særlig tro, for at være berettiget til bringe sit barn til dåben, er ikke tilfældet. Dåben og troen er primært noget Gud skænker og rækker.

Dåben og troen er en betroet gave fra Gud i himlene. Al den tale om de små (børn) rummer også en dybere forståelse end den rent umiddelbare. Ethvert menneske kan betragtes som et Guds barn. Guds skaberværk er underlagt menneskets fødder. Mennesket er en del af Guds skabning, faktisk er mennesket er skabt i Guds billede og “kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det”. Som man læser i dagens gammeltestamentlige læsning fra kapitel 8 i Salmernes Bog: “Af børn og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier”

Alt har Guds børn, menneskebørnene fået lagt under deres fødder. Alt dette skal ikke tages for givet, det skal betragtes og modtages som en gave. At blive som barn betyder, at modtage Guds rige ligesom et lille barn: I den forstand skal vi forholde os til den gave, som kun børn kan gøre det. Helst forventningsfulde, hengivne, åbne og modtagelige. Jesus siger ikke, hvordan vi ikke skal tage imod det, men det ligger næsten mellem linjerne:

Vi skal ikke være som sure gamle mænd, reserverede, på vagt, skeptiske og utaknemmelige. Vi skal turde give os helt hen, med chance for at være modtagelige og åbne for, at Gud vil os det godt og ønsker alt godt for os. Vores himmelske far er som kærlig far, med en stor magt, ansvar og betroet skat. Vi er som hans arvinger, prinser og prinsesser. Og med dåben altså adkomst til en fantastiske arv, som er Guds rige med kærlighed, fred og glæde. Vi skal ikke opføre os som selvkloge og selvfede voksne, der har aflagt det barnlige og umiddelbare. Ikke at vi skal være barnagtige eller opføre os barnligt. Det er en overfladisk tolkning (og fejlagtig). Det barnlige, som vi skal tilstræbe er denne måde, vi forholder os til livet på.

Vil vi tage imod livet som et barn, der tillidsfuldt og forventningsfuldt, er opslugt af nuet. Tør vi give os hen? Tør vi elske? Tør vi tro at Gud har elsket os – trods de mangler vi har – og at vi også skylder hinanden at elske hinanden. At elske kunne her også betyde forpligtet på at se stort på hinandens fejl og mangler. Det som med et gammelt, men lidt misforstået ord i vore dage hedder tilgive. Tilgive er at give til, at give plads, bære over med, se bort fra, elske på trods af. Fordi Gud har elsket os først, skylder vi også hinanden ubetinget kærlighed, elske frem for at hade, forstå, fremfor at blive forstået (frit citeret efter Frans af Assisi).

Vi skylder hinanden at leve på Guds bud om at elske næsten som os selv. Det er det vigtigste bud sammen med buddet om at elske Gud. Som der står i apostlen Jakobs brev: Så bliv hinanden da skyldige i dette ene, at elske hinanden. Det Guds rige, som vi ved dåben får adkomst til, er et rige med fred, kærlighed og glæde imellem mennesker. Det rige er ved at bryde igennem og det er indsat i verden – med Guds søn. Og som arvinger til det rige er du og jeg forpligtet på at være medarbejdere i Guds riges komme. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag: 13 316 56 – 449 69 41 309

–  Asser Skude, 2008 ©, redigeret siden



Uncategorised Posted on 01 Jan, 2020 17:12:50

Evangelium til søndag den 5. januar, Hellig Tre Kongers søndag

“Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: “I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.” Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.” Matth. 2,1-12. – fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Overvejelser forud for prædiken ved gudstjenesten kl. 10.30 søndag den 5. januar 2020 i Bellahøj kirke

Hvem er disse “vise mænd fra Østerland” egentlig? Det græske ord bag oversættelsen ‘vise mænd’ er ‘magoi’ – deraf det danske ord magi, har en klang af trolddom. I forrige autoriserede oversættelse anvendtes ‘magere fra Østerland’. ‘magoi’ kan også betyde stjernetydere, dvs. personer med indsigt i astronomi og astrologi. På den tid var astronomi og astrologi uløseligt forbundet. Og allerede dengang i Babylon, hvor de vise mænd må være kommet fra, var astronomien avanceret og man førte kalender over stjernernes bevægelser på himlen. F.eks. har man fundet en kileskriftstavle fra omkring vor tidsregnings begyndelse. Tavlen er fra Eufrat i Babylon, datidens centrum for astronomi. På den tavle er himmellegemernes bevægelser optegnet fra tiden omkring 17 før til 10 efter vor tidsregning. Denne tavle er blevet kaldt ‘de vise mænds lommekalender’. Den tavle dokumenterer følgende konstellation på himlen: År 7 før vor tidsregning mødtes planeten Jupiter med Saturn i Fiskens tegn. Jupiter blev regnet for at være verdens herskeres stjerne. Fiskens tegn var tegnet på verdensafslutningen som det sidste af dyrekredsens 12 tegn. Og Saturn var Palæstinas stjerne. Datidens astrologer må have tolket konstellationen sådan, at de sidste tiders verdens hersker skal fødes i Palæstina. (Det var astronomen Kepler, der satte evangelisten Matthæus’ beretning om stjernen over Betlehem sammen med nævnte astronomiske begivenhed; Jupiter, der møder Saturn, og går ind i Fiskenes tegn.) Den gammel testamentelige profet Esajas taler om ‘konger, der skal vandre til Messiaskongens strålende skær for at tilbede ham.’ Og profeten Esajas’ konger til Messias er ofte blevet tolket som en forudsigelse af Matthæus´ beretning om de vise mænd fra Østen, der kom for at tilbede Jesusbarnet. At de vise mænd var tre, og at de var konger, siger evangelisten Matthæus dog intet om. Matthæus siger blot der var ‘nogle vise mænd’. Forestillingen om at der netop var tre kan hænge sammen med, at der nævnes i alt tre gaver fra de vise mænds gemmer, nemlig guld, røgelse og myrra. Måske er forestillingen om tre vise mænd samtidig blevet til i kraft af den folkelige overtro, troen på talmagi, som vi kender den fra eventyrene om tre ønsker, tre kongesønner. Forestillingen om, at de vise mænd var netop tre blev styrket, da deres relikvier ifølge traditionen blev fundet i 1100-tallet og bragt fra Milano i Italien til Køln i Tyskland, til Domkirken i Køln, hvor man den dag i dag kan se tre imponerende helgenskrin. I Køln fik de vise mænd navne og de blev fremstillet af kunstnere som tre konger. Kaspar som konge af Persien, en ældre herre i violet tunika og gul kappe. Han bragte guld. Røgelsen kom Melkior med, han var yngre, med lysebrun hud, iført gul tunika og rød kappe. Endelig kom kongen af Saba, Balthazar, en ung afrikaner, der bragte Jesusbarnet myrra. Myrra blev anvendt dengang både som røgelse og som skønheds salve. De vise mænd fremstilles ofte indsigtsfulde, rige herrer, der i følge traditionen var konger med masser af slaver og tjenere under sig. Nu må vi forestille os, at de var draget op fra deres egne kongedømmer for at finde en større konge, med et endnu større magt, rigdom end dem selv. Og større indsigt end dem selv. Og så var han, som de fandt, lige blevet født! De hellig tre konger blev dog ikke skuffede, da de fandt ham. Han var deres rejses mål og al besværet værd for dem. Og de sagde naturligvis ikke noget til kong Herodes, selvom han havde bedt dem om det. Kong Herodes havde sagt at han også ville komme og tilbede det nyfødte barn. Herodes kunne ikke drømme om at tilbede det nyfødte barn. For Herodes var så gal i hovedet, at han følte sig truet af det lille barn, der var blevet født! I sit syge sind så Herodes sig truet på sin egen magt og position. Herodes frygtede at skulle afgive sin magt til det lille barn, om hvem man sagde, at det var den nyfødte frelser. Herodes’ befaling om at slå alle nyligt fødte børn ihjel viste, hvor krampagtigt Herodes forsøgte at fastholde sin magt. I sin panik lod Herodes ordre falde om at slå alle drengebørn under to ihjel. Som vi hørte til evangeliet julesøndag lykkedes det dog Jesu forældre at undslippe Herodes’ onde plan, idet Josef og Maria drog i landflygtighed til Ægypten med den lille kongesøn. Herodes var konge på den onde måde: Panisk, grådig, nærmest ubeskrivelig rædselsslagen for at miste magt. Det lille kongebarn Jesus var konge på den gode måde: Selvom han skulle blive den mægtigste af alle jordens konger, var han først og fremmest fredsfyrste, et lys og et håb for mennesker, kommet med frihed og kærlighed til mennesker. Allerede som 12-årig, da Jesus begyndte at lære i synagogen besad han en myndighed, som var en konge værdig. Den myndighed, som han besad, kom helt af sig selv. Myndighed er som bekendt ikke noget, man tilkæmper sig med magt.

Myndighed er noget som man får givet af andre. Myndighed fik Jesus med det samme af dem, som mødte ham. Og Jesus beholdt den myndighed og værdighed hele vejen igennem. Ikke mindst fordi han havde indsigt, han var troværdig og kæmpede for den svage og den syge. Den dag i dag findes herskere som Herodes, despoter med magt, men ikke myndighed. Diktatorer, som ikke lytter til folket og som folket ikke ønsker som deres ledere. Hvor længe skal det blive ved at mennesker og folk undertrykkes af tyraner og onde ledere? Lige så længe meninger og mennesker undertrykkes og holde nede i tavshed, fattigdom og uvidenhed. Først når folk kan tale frit, og færdes frit og samles frit og først når meninger får lov at se dagens lys i et samfund, da kan menneskene leve frit. Når ordet bogstaveligt får frit løb i blandt mennesker. Ordet i samfundspolitisk forstand forstået som demokrati og lighed for loven. Dét er grundlaget for et frit samfund. Så vidt den verdslige, den sekulare frihed. Hvad med den åndelige og religiøse frihed? Den gives først, når ordet om Guds søn forkyndes frit over hele verden, for da skal alle få mulighed at høre budskabet om det barn, som blev født for totusind år siden. Det guddommelige ord om Jesus Kristus, som er Guds egen søn og som blev født for menneskers skyld. Det er julens budskab, at Guds søn blev født – for vores skyld – som en af os er Gud kommet til os. Og i dag, Hellig tre kongers søndag er det glædelige budskab, at vi skal gøre ligesom de hellig tre konger.

Vi skal – billedlig talt – søge ledestjernen og følge den til vejs ende. Som præsten og salmedigteren Grundtvig udtrykker det i “Dejlig er den himmel blå” i de sidste to strofer: “Stjernen ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen; vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.” For os skal vores ledestjerne være budskabet om ham, Guds søn, Jesus Kristus, som er vor konge, vores herre i himmelen og jorden. Når ordet om ham forkyndes vækker det tro i os eller styrker os i den tro, som vi allerede har. Sagt på en anden måde: Kristus er vores mål med livet, og samtidig er han vores mål i livet. Fordi hans skæbne er blevet vores skæbne og omvendt. Fordi vi lever forbundet med ham, og fordi vores næstes skæbne er vores liv, og fordi vores næstes ve og vel samtidig er målet. Der er kun en vej til Jesus Kristus, det er Jesus Kristus selv. Jesus sagde jo: “Jeg er vejen, sandheden og livet” og et andet sted: “Følg mig”. Hvad andet kan vi gøre end netop dette: Følge det guddommelige ord om Jesus Kristus, ligesom de vise mænd der fulgte efter stjernen indtil de fandt, hvad de søgte, Guds søn, Jesus Kristus. Og da skal vi få indsigt og visdom i hjertet om hans rige, som ikke er af denne verden, men dog er kommet til verden og er ved at bryde igennem. Da skal vi arve visdom i vores hjerter. Visdom som ikke kan købes for guld eller mønt, som Jobs bog fra dagens gammeltestamentlige læsning taler om. Alene Gud kender vejen til den visdom, men for mennesker er den gemt. Som Jobs bog afslører har mennesker i dårskab bildt sig ind, at visdom ikke kommer fra Gud eller at visdom kan erhverves for ussel mammon eller hvert tilfælde erstattes med ussel mammon. De, som tror det, må tro om igen og indse, at Guds rige ikke er af denne verden og, at den eneste virkelige skat der findes, og som ikke forgår er den, som et menneske kan samle i himlene. Her kommer nemlig ingen tyv om natten og stjæler ens skat. Som Jesus siger: Søg derfor mit rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.

En af mine venner har sagt, at forrige årti (2000-2009) var grådighedens årti. Det var her at bl.a. det økonomiske krak var – netop pga. grådighed og overbelåning og megen spekulation osv. Bagefter kærlighedens årti (2010-2019). Det sidste ved jeg ikke om kom til at holde stik. I Danmark har der stadig været stor armod og mange fattige – selvom velstanden er steget, men vel og mærke mest blandt de rigeste. Måske kan det være 2020-2019 bliver klima årtiet. Det årti, hvor klima og økologi og tanke på vores skaberværk kommer i højsædet. Jeg så netop nytårsaften at det britiske kronprinsepar har stiftet den største pris til den eller dem, som kan komme med løsninger til at redde klimaet fra en katastrofe. Jeg vil håbe min ven på en måde får ret. Forrige årti viste, hvor grådige mennesker kan være. Ikke mindst smarte spekulanter som havde akkumuleret ufattelige formuer ud af ejendomsspekulationer osv. Måske var det gode ved krisen, at vi alle måtte indse, at der er andre værdier i denne verden end friværdi, fladskærme og firhjultrækkere. Jeg håber min ven vil få ret, og at vi nu har indsat at mennesker har brug for hinanden, hvis vi skal fortsætte vores eksistens på jorden. Ikke mindst klima-udfordringen synes at vise, at alle verdens mennesker må stå sammen, hvis den onde udvikling for jorden skal stoppes.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.



Fortæller om Lucia til hele Kina

Uncategorised Posted on 31 Dec, 2019 11:48:19

Jeg er glad for at kunne få lov at fortælle om Lucia til hele Kina – takket være Tivoli, som sender nedenstående video ud til stationer over hele Kina.

Mit håb er at også Kina ser vores nordiske måde at fejre Lucia på til et vidsnesbyrd om hvilken forskel hun gjorde – fordi hun ikke kunne lade være, men også for at skabe en bedre verden end hun selv havde oplevet.

Lucia plantede lys i mørket. Og det giver mening på vores nordiske breddegrader at fejre dette på den mørkeste tid af året. Og ikke mindst på tærsklen til et nyt årti og håbet om en bedre verden globalt – ikke mindst for verdens mange undertrykte kvinder. 

Lucia er budskabet om en kvinde, som var stærk og bragte håb til udsatte. For at hjælpe dem kom hun med mad og drikke – mens hun – for at orientere sig – havde lys i håret. Hun kom ud til dem, som bla. var flygtet ned i katakomberne, af frygt for forfølgelse af myndighederne.

Hele sin arv og medgift gav denne kvinde bort. I en tid, hvor kvinder ikke kunne eje eller råde over penge eller formuer. Alligevel lykkedes det for Lucia, men hun kom også til at betale den højeste pris for sin indsats.

Mit håb for det nye år – og det nye årti – er bla. at kvinder i verden vil være med at forandre og forbedre verden. Desværre har næsten 80 procent af verdens kvinder ikke mulighed for at eje eller arve eller købe eller sælge værdier. Måske vil det blive anderledes i fremtiden.

Det siges jo, at i de lande, hvor kvinder har rettigheder som mænd, og er frie borgere, der er også de lykkeligste lande og de lande med mest tilfredse og velstillede borgere og samfund.

Se videoen ved at klikke her  (navnene på deltagere sættes ind af stationerne.)

Baggrund om Lucia dag: Den 13. december kender mange bedst som Lucia dag efterhånden. Traditionen med at tænde lys og bære dem rundt er efterhånden blevet en almindelig og folkelig fest, som både vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner har taget til sig, og en fest måske der mest er kendt for glæde og varme.

Det er naturligvis også en glædelig og varm historie, som Lucia oprindeligt bragte, da hun som ung kvinde ifølge traditionen kom med mad og drikke til forfulgte kristne, som havde søgt tilflugt for myndighedernes forfølgelser.

Men bag den umiddelbare glædelige og næstekærlige fortælling, gemmer sig den barske eftervirkning af Lucias velgørenhed. Ikke bare var hun smuk og indtagende og gavmild og delte af sin vældige formue mod undertrykte, men hun måtte ende med at bøde met sit eget liv.

En af fortællingerne til Lucia hævder at hendes forlovede blev så vred over at Lucia havde brugt sin formue på fattige og forfulgte at han brød forlovelsen og meldte Lucia til myndighederne, som ikke så med milde øjne på Lucias velgerninger mod de udsatte. Så ikke bare kostede det Lucia hendes fremtidige ægteskab, men også hendes liv.

Men måske endnu vigtigere end Lucias egen skæbne er det fokus, som hendes liv satte på kvinders og kristnes (manglende) rettigheder.

Selvom Lucia er en af de første martyrer er hendes skæbne desværre ikke den første og bliver heller ikke den sidste vidnesbyrd om et menneske, for hvem den kristne tro betød døden. Her snart to tusinde år senere er kristne stadig den mest forfulgte gruppe af troende – globalt set. Og hvis nogen skulle mene at det med at kristne er verdens mest udsatte og forfulgte ikke er slemt nok og tankevækkende nok, så er det dog måske endnu mere tankevækkende at kvinder i over 80 procent af verdens lande (vesten undtaget) lever i undertrykkelse og uden basale rettigheder, såsom retten til at stemme, eje jord osv.

Lucias fortælling bør inspirere enhver kristen til at stå på og kæmpe for retten til frit at kunne vælge sin tro, uden fare for liv og lemmer eller forfølgelse, men også kæmpe for kvinders ret til at kunne bestemme over deres arv og midler, jord og gods, så det ikke er mændene der skal bestemme over kvinders personlige økonomiske midler og råderum.

Det siges at netop i de lande, typisk vesten, hvor kvinder har grundlæggende og basale rettigheder, netop der er størst velstand, mest lykke, fred og velfungerende samfund. I håbet om bedre vilkår og sikring af kristne og kvinders rettigheder og beskyttelse for fremtiden.



Prædiken til nytårsdag 2020 – Fadervor

Uncategorised Posted on 12 Nov, 2019 16:21:21

Overvejelser forud for prædiken til nytårsgudstjenesten kl. 16 tirsdag den 31. december 2019 i Bellahøj kirke

Evangelium til nytårsaftensdag, 31. december 2019

Jesus sagde: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.” Matthæus, kapitel 6, vers 5-13 – fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992 (ret beset er det det verdslige nytår, der begynder ved årsskiftet. Det kirkelige nytår begyndte allerede første søndag i advent)

Overvejelser forud for prædiken ved nytårsaftensgudstjeneste kl. 16 tirsdag den 31. december 2019

” For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig. Amen.” Sådan lyder afslutningen af den bøn, som Jesus lærer os at bede – nytårsdag (i “Den Ny Aftale”, den nyeste og ikke autoriserede oversættelse). Når vi skal bede til Gud, skal vi altså have det på plads, at Gud skylder vi alt, for Gud har magten, og vi skal takke Gud. Det evangelium passer godt til indgangen til det nye år 2020. Forud for den første dag i det nye år skal vi takke for alt det, som vi har fået, og som har været og det, som vi nu skal slippe: Mennesker vi har holdt af er gået bort – både ude og hjemme – en kær, en ven eller familie. En af de ældste kvinder, som jeg nogensinde har mødt, sagde, da jeg begravede hendes mand, at hun kunne ikke være bitter nu, for hun havde jo trods alt fået 62½ år sammen med ham – og vel og mærke 62½ pragtfulde år. Sådan tænker jeg vi med fordel kan se tilbage – forhåbentlig er der masser at takke for – forhåbentlig er det ikke slut, det vi brænder for, og det vi arbejder henimod. Og forhåbentlig får vi også mange gode timer og stunder sammen med kolleger, venner og familie. Takken for det som vi har fået i året, der er gået, må vi ikke glemme. Og tak eller med et dette teologiske ord ”lovprisningen” er en af de traditioner, som især kristendommen og før den jødedommen mestrer i bønnens form. At sige tak for det man trods alt har og har fået, det hører med til det at henvende sig til Gud. Og netop det at takke og påskønne, er noget som er oppe i tiden – coaches siges at bruge det i forhold til behandlingen af deres patienter. For kan man sige tak for ens liv, ens dagligdag, både små og store begivenheder, kan man også skabe plads til glæden og gnisten ved livet – det tyder meget på. Og det giver også god mening. For når man siger tak, åbnes ens øjne for mulighederne, og det som kan lade sig gøre, og det som allerede er lykkedes for en – indtil nu. Ikke at vi er at regne for fiaskoer, hvis vores liv ikke ”lykkes” og hvis vi ikke ”siger tak”. Og ikke at vi skal tvinges til at sige tak, men vi skylder os selv den mulighed at sige tak og være glade for det vi har og det som lykkes – ellers kan vores liv blive derefter. Det letteste i verden er at være sur og pessimistisk. Og hvad godt bringer det med sig? Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til vreden eller utilfredsheden i forhold til vores liv, som det former sig, men utilfredsheden kommer i et andet perspektiv, måske kunne man sige i anden række, når man tager glæden ind i første række. Sådan kunne man godt sige, at det ligger i den kristne, men også i den jødiske tradition, at vi som mennesker bør være taknemmelige og bør rette sin tak til Gud, for alt det som er skabt og som vi dagligt modtager. Sådan som Jesus præcis i dagens evangelium nytårsdag, lærer os at fokusere på det nuværende, ”Giv os det brød vi har brug for i dag. Tilgiv os det vi har gjort forkert, ligesom vi har tilgivet andre.” Vi skal leve i nuet, og påskønne nuet, og være taknemmelige og udnytte nuet og alle de kommende nu’er, vi får skænket af Guds hånd. Intet kan vi tage for givet, for alt er skænket os ovenfra, fra vores far som er i himlene. Derfor skal enhver henvendelse til Gud rammes ind af en tak til Gud, som har magten og som skaber og skænker os alt. Dagens evangelium hos Matthæus advarer imod fromhed, der er falsk. Dagens evangelium er fortsættelsen hos evangelisten Matthæus efter den såkaldte bjergprædiken. Bjergprædiken holder Jesus for skarerne, der er samlet. I bjergprædiken forkynder Jesus sit rige og den radikalt nye situation, som han bringer. Radikalt skal her ikke forstås som et politisk parti eller politisk intention. Historien viser – både i national og international sammenhæng, at de, der har sagt de ville indsætte nye dagsorden med radikale reformer – deres politik er ofte kuldsejlet, endda før, de fik begyndt. Jesus indstiftede ikke et politisk parti, alligevel bringer han en ny verdensorden. Han bringer ikke reformer af livsstil eller moralsk forbedring. Det, som han bringer, skænker han mennesker ganske gratis. Gratis forståt som det modsatte af fortjeneste. Jesus indsætter et rige, som ikke er af denne verden, og som dog er i verden. Det rige skal bryde igennem, men er endnu ikke brudt helt igennem, så man kan sige: ‘dér er det’ eller ‘der er det ikke’. Det rige giver han mennesker del i. Han er selv begyndelsen, vejen og målet i det rige. I ham meddeler Gud sig helt og udelt med sin egen kærlighed, sit liv, som han ikke sparer for mennesker. Tilmed går han i døden for at redde menneskers liv. Og han opstår fra døden. Hans forkyndelse, liv og gerning for menneskers skyld er langt mere end politik, livsstil og levemåde. Det er Guds ubetingede kærlighed til mennesker. Jesu rige og Jesu forkyndelse bringer kærlighed og frihed, fremfor lov og tvang: Frihed til at elske Gud og næsten, fremfor moralske krav om gode gerninger mod Gud og næsten. Han bringer en ny verdensorden. Nemlig en ny orden for mennesker, et nyt testamente. “testamente” kommer af latin og betyder “aftale”. Testamente skal forstås som aftale mellem Gud og mennesker, og det skal forstås sådan, at Gud godkender og underskriver aftalen og sender den til mennesker ved sin Søn. Guds søn er både form og indhold i den aftale. Guds søn bringer selv og er selv det nye testamente. Den nye aftale som muliggør, at mennesker ikke længere er slaver af deres indgroede vaner. De er frie gennem ham, frie til at elske Gud og hinanden. Enhver, som vil modtage det budskab sættes fri. Derfor er der tale om et nyt testamente og ikke (endnu et gammelt) testamente. Det er helt nyt, det Jesus bringer og det er ikke set før – eller siden. Og det er i denne nye kontekst, at Jesus siger, ‘at hvis nogen slår dig, skal du vende den anden kind til og du må ikke gå til modværge’ og ‘du skal også elske dine fjender og bede for dem, der forfølger dig’. Det er en helt ny verdensorden, som Jesus forkynder. En helt ny måde at agere på i verden. Og det er her, netop efter Jesu bjergprædiken, at Jesus kommer med den formaning i sin forkyndelse, at vi skal have en radikal ny form for fromhed. Fromhed findes i mange former, også den synlige og udadrettede fromhed; hjælp til fattige, gode gerninger osv. Jesus advarer imod når fromheden bliver til forstillelse. Når fromheden bliver for syns skyld, og ikke længere er for at hjælpe andre, men primært for at fremme ens egen sag. Jesus advarer imod at bede med tomme ord uden hjerte og forstand. Det er hyklerisk, ligesom bøn, der siges længe og i offentlighed for egen skyld. Mellem linjerne siger Jesus faktisk: Måske kan et menneske forstille sig selv eller andre, i den tro at det menneske er så og så fromt og så og så godt, men alene Gud i himlene kender menneskers hjerter og sind og gerninger, og Gud i himlene lader sig ikke narre. Selvom nogle mennesker forstiller sig og der findes mange misbrug indenfor fromhed betyder det ikke at mennesket skal afholde sig fra fromhed. Aktiv fromhed i bøn og tro samt fromme gerninger skal følge af troen. ‘Ingen fromhed er død tro’, som dagens epistel advarer: Apostlen Jakob advarer imod at sidde på sine hænder og intet foretage sig (de såkaldte undladelsessynder): “Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder”. Jakobsbrevet kapitel 4, vers 13-17. Fromhed og fromme gerninger skal følge af troen. Men et menneske skal ikke dømmes udelukkende derpå, hverken af Gud eller menneske. Som Luther sagde, så gør gerninger ikke en mand god, men god mand gør gode gerninger. Troen alene gør mennesket retfærdigt og frit, som apostlen Paulus ofte henviser til i sit brev til menigheden i Rom. Ikke gerningerne eller fromheden, endsige forstillelsen. Troen alene muliggør det. Troen alene er retfærdiggørende (sola fide). Dog skal gode gerninger gøres, også i det skjulte og også uden tanke på dennesidig belønning. De fromme og gode gerninger skal gøres med evigheden for øje. Sådan som vist også Kierkegaard siger i “Kjerlighedens Gjerninger”. Ligesom der ikke skal skiltes med gode gerninger for denne verdens skyld, skal der ikke skiltes med den personlige tro, dvs. bøn og henvendelse til Gud. Bøn er ikke primært et offentligt anliggende, men en privatsag, dvs. en indvortes og usnobbet henvendelsesform til Gud, ligesom et barn, der henvender sig til sin forælder. Som Jesus selv anviser sine disciple, da Jesus indvier dem i den rette henvendelsesform og bøn til Gud: ‘Gå ind i dit aflukke og bed der til Gud’. Hvem husker ikke den lignelse Jesus fortæller om farisæeren og bonden? Bonden, der kom til templet og sagde: Gud, jeg er dig ikke værdig at komme til dit hus. Vær mig arme synder nådig. Farisæeren derimod lod sig hilse på gader og stræder i fornemme gevandter og bad offentligt og længe for syns skyld, og da farisæeren kom til templet var det eneste han gjorde, at han takkede Gud for, at han ikke var som bonden. Jesus afslutter den lignelse og advarer mod forstillelse og selvretfærdighed og siger, ‘at det var bonden som gik retfærdig ud fra templet’. Nu er advarslen mod falsk fromhed så ikke ensbetydende med, at man i enhver sammenhæng skal fornægte sig selv og være så beskeden, at ingen vil lægge mærke til en. Det ville også være falsk og forstillelse. For så er det stadig gjort med en bagtanke. Ægte fromhed skal komme indefra, fra hjertet og naturligvis med forstanden i behold. Ægte fromhed kan alene Gud dømme, og intet menneske skal stille sig til dommer over andres fromhed. Det være sagt i al fredsommelighed til enhver, som er optaget af den slags. Det ville være usandt, hvis jeg sagde, at jeg ikke er optaget af fromhed, herunder min egen personlige. Ligeledes ville det også være uprofessionelt af mig ikke at beflitte mig med den slags, når jeg nu engang er kristen og bør opføre mig som en god kristen, men også fordi jeg er præst, og højtideligt har lovet (i præsteløftet) at beflitte mig med kristen tro og den rette lære. For fromhed er en del af troen, men ikke i sig selv er saliggørende. Det er alene troen på Guds søn. Min personlige fromhed er dog en ganske anden snak. Min personlige fromhed er og bliver en privatsag mellem mig og Gud – ligesom det er for ethvert andet menneske. I generelle vendinger kan og skal der tales om fromhed: At være optaget af sin egen fromhed kan indebære en risiko for at være mere optaget af sig selv end af Gud og næsten. Ens fromhed kan være en forelskelse i sig selv, sådan at een glemmer at elske Gud og næsten. Når alt kommer til at alt er det næsten og Gud, der bør være genstand for ens kærlighed og fromhed – med evigheden for øje: “Den, som hader sin bror, som han har set og kender, men elsker Gud, som han ikke har set, er en løgner. Vil nogen elske Gud, må han elske næsten.” Johannes’ brev, kapitel 3 ff om det dobbelte kærlighedsbud. Det også det sted, som Kierkegaard skriver ud fra i sin “Kjerlighedens Gjerninger”. Om faren ved at ens egen retfærdighed udvikler sig til personlig navlebeskuelse. Hvorom alting er, er fromhed en vigtig del af troslivet. Der skal være hoved og hale i det, som vi som kristne foretager os. Vi skal gøre det, vi siger, og vi skal sige det, vi gør. Både i tro og gerning. Vi skal være troværdige. Værd at tro på. Troværdighed kommer jo også af ens handlinger. Og handlinger er det første, som andre ser. Se bare på hvordan banker og kreditselskaber ser mennesker an, før der udskrives kredit. Ingen har fidus (“fidus” er latin for “tillid”) til nogen, som er utroværdig og ikke gør, som de siger. Ingen tør investere i dem. Og det er forståeligt nok. Sådan fungerer verden, og sådan fungerer mennesker. Alligevel er det rige, som Guds søn bringer ikke et kreditselskab, der skal se mennesker an. Det er nemt at blive forvirret, når der tales om kredit fra prædikestolen, for der er som om bankerne og kreditselskaberne har taget patent på ordet. Imidlertid er sandheden snarere den, at kredit ikke stammer fra bankernes verden, men kommer fra kirkens verden og dens forkyndere. Kredit kommer fra det latinske “credo”, at tro på. Og her forstået som at Gud tror på mennesket, og gør mennesket troværdig. Gud giver mennesket fuldt råderum. På Guds kredit kan mennesket forvalte sine betroede talenter – i forhold til Gud og næsten. Gud giver mennesket ubetinget kredit – igennem sin Søn, Jesus Kristus. Al den tillid og troværdighed stammer kun et sted fra. Ikke fra mennesker, ikke fra os, ikke fra vores fromme handlinger og gode hensigter, men alene og alene fra Gud, som har gjort det hele muligt. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Salmeforslag: 712 713 719 – 587 69 11

– Asser Skude 2009 ©, redigeret siden



Next »